Seneste nyt

Jensen: Håber folk vil bruge deres opsparede stadion-energi

af

Manager Claus Jensen glæder sig over, at fansene i dag kan vende tilbage til CM Arena.

Når Nykøbing FC i dag tager imod AB Tårnby i CM Arena, bliver det for første gang i lang tid med tilskuere på stadion.

Truppen har da i løbet af ugen også summet af forventningens glæde over igen at have nogle at spille for på stadion, og også manager Claus Jensen ser frem til det.

– Vi får endelig mennesker på stadion. Hold kæft, hvor vi glæder os til det. Det bliver helt fantastisk, siger en tydeligt glad manager inden, at han fortsætter.

– Det betyder utrolig, utrolig meget for os. Det er fansene og folk på stadion, der giver kampen nerve, og det glæder vi os utroligt meget til at være en del af. Vi har en rigtig flot opbakning i CM Arena, og det giver os rigtig meget inde på banen. Så jeg håber, at alle vil leve med og bruge alt deres opsparede stadion-energi på at være vores 12. mand i dag.

Selve kampen er et klassisk top mod bund opgør, men selvom NFC ikke er bange for at påtage sig favoritværdigheden, så har det ikke været et tema i ugens løb.

– Vi påtager os gerne favoritværdigen, men det er ikke noget, som vi bruger så meget krudt på. Vi har i foråret set, at AB Tårnby godt kan spille nogle stærke kampe – blandt andet mod HIK, hvor de var uheldige med ikke at få point efter, at de var foran med 2-0. Så vi har fuld fokus på os selv og på, at vi skal ud og præstere.

– Vi forventer en kamp, hvor vi vil være rigtig meget på bolden, så vi skal sørge for at holde et højt boldtempo, at få vendt spillet og have rigtig god bevægelighed. Tålmodighed er blevet en dyd for os i den her sæson, men vi skal selvfølgelig også ind og få en masse afslutninger mod mål, slutter Jensen.

Husk at købe din billet til kampen på nfc.eventii.dk.

Husk ligeledes, at der er krav om gyldigt coronapas i hovedindgangen samt, at du skal noteres med navn, e-mail og telefonnummer, hvis du køber billet på dagen.

Der er ligeledes krav mundbind, når du går og står i CM Arena.

Læs mere om alle restriktionerne her.