
Claus Jensen var efter gårsdagens pokalexit naturligvis ærgerlig, men roste samtidig de mange unge spillere, der var med til at vende kampen på hovedet i kampens slutfase.
Der var drama for alle pengene, da Nykøbing FC i går desværre trak det korteste strå i en maraton straffesparkskonkurrence mod Kolding IF.
Forud for straffesparkskonkurrencen var gået 90 minutter, hvor det længe lignede et nederlag til NFC, men efter nogle forrygende indhop af de helt unge NFC-drenge, blev kampen vendt på hovedet.
– Vi havde svært ved rigtigt at få spillet til at flyde. Vi ledte meget efter det, men vi blev ved, og så synes jeg faktisk, at det kom til os. Alle de indhop, der kom, synes jeg fortjener stor ros. Vi slutter med et sindssygt ungt hold på banen, og det var fantastisk at se, hvordan de går ind og påvirker kampen. Det er jeg helt vildt glad for og stolt over.
– Det er en stor del af, hvem vi er som hold og klub, at vi aldrig giver op. Vi tror altid på tingene, og vi arbejder 90+ minutter for, at det skal lykkes. Det blev vi belønnet for i går, siger Claus Jensen.
Nykøbing FC pressede i den forlængede spilletid på for den afgørende scoring, og det var da også managerens umiddelbare tanke, at kampen lå til NFC i denne fase inden, at kampen i stedet endte i en straffesparkskonkurrence.
– I den forlængede spilletid synes jeg, at vi var det dominerende mandskab, og jeg synes, at vi skabte en hel masse af de her lige ved og næsten muligheder. Vi pressede på for målet, men sådan skulle det ikke være.
– Det hele kom ned til en straffesparkskonkurrence, og her ved vi, at alt kan ske. Drengene fik sat sig godt op til det, fik taget en dyb indånding og så er det jo som det er – vi kom ikke hjem uden, at der er nogen, der brændte et straffespark. Der er 100% opbakning til hele holdet. Det handler om at turde tage ansvar og steppe up, og det var der mange, der gjorde.
– Det var et kæmpe drama, som desværre slutter et kæmpe pokalår for os. Vi havde drømt om, at det skulle fortsætte, men sådan skulle det desværre ikke være. Det er ærgerligt, at vi ikke gik videre, men sikke et run, vi har haft. Det har været en stor oplevelse, slutter Jensen.
Næste opgave for Nykøbing FC er på søndag, hvor der venter en ny vigtig kamp, når Fremad Amager gæster Lollands Bank Park.
Den kamp kan du købe billet til på nfc.eventii.dk.