Seneste nyt

Jens Olsen: Vi ramte aldrig vores sande niveau

af

Cheftræner Jens Olsen var efter dagens nederlag ærgerlig over at tabe 2-0 i en kamp, hvor holdet ifølge ham selv ikke ramte det nødvendige niveau. 

Det blev ikke alle gode gange tre for Nykøbing FC, der søndag eftermiddag missede muligheden for at tage tredje ligasejr på stribe.

I stedet blev det til et 2-0-nederlag til FC Fredericia, og det skyldtes ikke mindst, at holdet aldrig ramte det nødvendige niveau.

– Det var en kamp, hvor vi aldrig nåede det niveau, som vi ved, at vi har. Første halvleg var egentlig okay, men vi formåede slet ikke at følge op på det i anden halvleg, siger Jens Olsen, inden han fortæller, at han og resten af holdet skal kigge indad.

– Man skal altid kigge indad – uanset om det går godt eller dårligt. I dag gik det ikke så godt, men vi skal lade vær med at ærgre os alt for meget. Vi må bare konstatere, at vi ikke var dygtige nok i dag, og så vinder man ikke i den her række selvom , at jeg ikke synes, at vi møder et hold, der er meget bedre end vores eget.

Ifølge cheftræneren var det især spillet på banens sidste tredjedel, der manglede i dagens nederlag.

– Vi sætter desværre selv Fredericia i gang ved en personlig fejl, og så mangler vi simpelthen noget skarphed og nogle relationelle færdigheder i dag.

– Jeg synes, at vi manglede nogle flere løb fra de offensive spillere og måske også fra den centrale midtbane. Det kunne have været med til at bringe Fredericia endnu mere på glat is i første halvleg, hvor jeg egentlig synes, at vi gør mange ting rigtigt i både fase et og to. Det kunne vi desværre ikke følge op på i anden halvleg, siger Jens Olsen, inden han kigger fremad.

– Det er op på hesten igen. Vi må hjem og øve os, og så har vi ellers en hjemmekamp mod Thisted i næste weekend at se frem mod.

Nykøbing FC indtager femtepladsen efter dagens nederlag.