Cheftræner Jens Olsen stod med en bittersød fornemmelse efter dagens kamp, der på trods af en fin præstation endte med en nulløsning.
Det var ikke mangel på chancer, som Nykøbing FC led under søndag eftermiddag i Gentofte, hvor Fremad Amager var modstanderen.
Især i første halvleg blev hjemmeholdets defensiv testet, men på trods af flot spil og flere store chancer, så ville bolden bare ikke ind over stregen.
Det ærgrer cheftræner Jens Olsen, der ellers så sit hold spille en ganske fornuftig kamp.
– Jeg står med en bittersød fornemmelse. Jeg synes, at vi skabte de fleste chancer, og vi havde de længste gode perioder i kampen. Samtidig må vi også bare sige, at vi manglede dygtigheden i de afgørende situationer, der kunne have givet os sejren.
– Rent taktisk så vi godt ud i dag. Fremad Amager virkede til at have svært ved at løse vores 3-5-2-formation, og jeg synes også, at vi lukkede rigtig godt ned for dem og deres omstillinger.
– De tre bagerste samt Jordan Wilson og Lars Pleidrup spillede en rigtig god kamp. Jeg synes måske, at vi manglede lidt aggressivitet over vores wingbacks, hvor Chris Thorsheim og Mads Delord var en anelse for påpasselige efter min smag. Alt i alt synes jeg dog, at vi spillede en fornuftig kamp, og derfor er jeg også meget ærgerlig over, at vi ikke vinder, siger Jens Olsen.
På trods af, at det i dag blot blev til et enkelt point, så blev der lagt på i forhold til den seneste kamp mod Viborg. Fortsætter de takter, så spår Jens Olsen tre point i næste weekends opgør mod Thisted.
– Jeg synes, at vi mod Viborg præsterede godt på basistingene såsom aggressivitet og løb, men i dag lagde vi ekstra på i kvaliteten. Nu satser jeg på, at vi lægger endnu mere på til på søndag, for så får vi også den sejr, slutter cheftræneren.
Næste opgave er på søndag hjemme i CM Arena, hvor Thisted FC venter. Den kamp fløjtes i gang 13:45.