Seneste nyt

Jens Olsen utilfreds med defensiv indsats

af

Cheftræner Jens Olsen var efter dagens 5-2-nederlag ikke tilfreds med holdets defensive indsats.

Søndag eftermiddag blev det til et 5-2-nederlag på udebane til topholdet Esbjerg fB. Nykøbing FC var undervejs bagud med 3-0, men fik kæmpet sig tilbage i opgøret inden, at Esbjerg afgjorde kampen i slutfasen.

Cheftræner Jens Olsen så på trods af resultatet flere positive ting i opgøret, men er ligeledes utilfreds med den defensive indsats.

– Man ved ikke helt, hvilket ben man skal stå på efter en den her kamp. Vi tabte med 5-2, men alligevel sidder man med en følelse af, at vi var relativt tæt på at få et resultat med hjem.

– Vi får en rigtig god start på kampen, og det havde vi også haft meget fokus på, fordi vi vidste, at Esbjerg ville komme blæsende. Vi var disciplinerede og godt organiserede, men så kommer der nogle personlige fejl, der gør, at vi pludselig er bagud med 3-0.

– Vi viser så nogle NFC-værdier og vores DNA, der indeholder, at vi aldrig giver op. Det gjorde vi ikke på noget tidspunkt i dag, og da vi kommer på 3-2 følte vi også, at vi kunne få noget med hjem, men vi må bare sige, at vi ikke forsvarer os godt nok i dag. Det er aldrig godt nok at indkassere fem mål, siger Jens Olsen, inden han afsluttende bemærker.

– 5-2 er et forfærdeligt resultat – det er klart. Det fortæller jo selvfølgelig en historie om, at man ikke har været gode nok på den defensive del. Har man set kampen, vil man dog nok have et lidt mere nuanceret billede af den.

Første mulighed for at revanchere nederlaget bliver næste søndag, hvor Viborg FF gæster CM Arena.