Fredag eftermiddag blev det til et 2-1-nederlag til OB, men alligevel var der positive elementer at tage med fra opgøret. Specielt i presspillet så cheftræneren positive takter.
Efter en tæt kamp tabte Nykøbing FC fredag eftermiddag med 2-1 til OB. Kampen bølgede frem og tilbage, og begge hold havde skiftevis momentum.
Nykøbing FC viste i perioder rigtig gode takter mod superligaholdet fra Fyn, og det skyldtes ikke mindst god aggressivitet og velorkestreret presspil. De elementer glædede da også cheftræner Jens Olsen mest efter gårsdagens kamp.
– Vi har arbejdet med vores høje pres, og vi skulle ud og prøve det af mod en dygtig modstander i dag. Det er faktisk det, jeg er mest tilfreds med. Jeg synes, at vi var aggressive, og jeg synes, at vi vinder rigtig mange bolde på deres banehalvdel for derefter at sætte nogle gode angreb sammen. Det er et af vores fokuspunkter her i opstarten, og det var rigtig positivt i dag – det skal vi nok blive rigtig dygtige til.
– Jeg hæfter mig også ved, at vi mod et rigtig godt organiseret hold kommer til nogle muligheder. Vi formår ikke at sparke dem ind, men det lever jeg med, når det er så tidligt på sæsonen, fortæller Jens Olsen.
På trods af periodevis gode takter stod cheftræneren med en blandet følelse efter kampen, som han dog mente var en fin første test.
– Jeg er lidt mellemfornøjet. Vi ville rigtig gerne have scoret lidt flere mål, men omvendt synes jeg ikke nødvendigvis, at vi havde fortjent at vinde kampen, fordi der var nogle situationer, hvor heldet tilsmilede os en lille smule. Alt i alt var det dog en god træningskamp, slutter Jens Olsen.
Næste opgave for Jens Olsen og resten af Nykøbing FC er i morgen, hvor Slagelse B&I venter. Kampen fløjtes op klokken 12:00