Cheftræneren var efter dagens 3-0-sejr over HB Køge en meget tilfreds mand. Han glædede sig blandt andet over holdets store bredde.
Der var store roser fra cheftræneren til spillerne i omklædningsrummet efter dagens flotte 3-0-sejr på udebane mod HB Køge.
Glæden blev ikke mindre af, at Nykøbing FC før i dag aldrig havde vundet ude over dagens modstander, hvorfor Jens Olsen da også efterfølgende kaldte det for en ’super præstation’.
– Det er en kæmpe glæde, at vi lykkes med at vinde her ude mod HB Køge. Det var en super præstation mod et godt hold, der normalt forsvarer sig helt ekstremt godt. Dem scorede vi tre mål mod, og derfor er det berettiget, at vi tager alle tre point med hjem, siger Jens Olsen.
Nykøbing FC er midt i en hårdt program med fire kampe på 13 dage, hvorfor der er brug for hele truppen. Jens Olsen glæder sig da også over, at mange spillere bød sig til i dag.
– Det er rigtig dejligt, at vi også får set, at vi har en bred trup. Der er nogle spillere, der sidder udenfor startopstillingen, men som vi ved har kvalitet, og det er selvfølgelig opløftende, at så mange kommer ind og viser sig frem i dag. Det er meget positivt for Jan (Jacobsen, red.) og jeg.
Næste opgave for Nykøbing FC er allerede på fredag, hvor turen går til Fredericia.