
Cheftræner Jens Olsen ærgrer sig over dagens resultat mod Roskilde, men glæder sig samtidig over en god uge med hjemmebane i Nakskov.
Onsdag så 820 tilskuere til, da Nykøbing FC ekspederede Lyngby ud af pokalturneringen, og i dag var der så samlet 1.073, da det blev til 0-0 mod FC Roskilde i Nakskov.
Nykøbing FC’s cheftræner glæder sig over en god uge i Nakskov, hvor lægterne var fint besøgt.
– Vi har haft en super god oplevelse her i Nakskov. I onsdags mærkede vi allerede den store interesse, og det var fantastisk, at der kom endnu flere folk på stadion i dag. Vi er blevet taget rigtig godt imod, og jeg vil gerne sige et stort tak for den flotte opbakning. Man har virkelig kunne føle, at der har været godt med folk på lægterne, og det håber jeg naturligvis fortsætter, når vi inden længe igen spiller i CM Arena, siger Jens Olsen.
Jens Olsen så søndag sit mandskab spille 0-0 mod FC Roskilde efter en kamp, hvor spillet aldrig nåede de højder, som vi ved, at det kan nå hos Nykøbing FC. Cheftræneren har da også set sine drenge præstere bedre.
– Vi præsterede ikke så godt i dag, som vi ved, at vi kan. Når man ikke gør det, jamen så er det også svært at få alle tre point. I dag må vi være tilfredse med, at vi igen holder nullet, og derfor trods alt får det ene point.
– Holdet forsvarer sig rigtig dygtigt, og vi viser god indbyrdes forståelse i de bagerste rækker. De få gange, hvor Roskilde bliver farlige, der forsvarer vi os flot i feltet, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med.
– Når alt kommer til alt, så synes jeg dog også, at vi har kampens tre største chancer. Desværre var vi i dag bare ikke dygtige nok til at udnytte dem, slutter cheftræneren.
Næste opgave for Jens Olsen og co. er om en uge, hvor NordicBet Ligaens førerhold, HB Køge, venter på udebane.