
Nykøbing FC præsterede at slå Viborg FF med 4-2 på trods af, at de undervejs både kom bagud og indkasserede et mål kort før pausen. Holdets mentale styrke glæder cheftræner Jens Olsen.
Nykøbing FC sikrede sig søndag eftermiddag en sejr, der vil blive husket af de 892 fremmødte tilskuere i Nykøbing F. Idrætspark.
Efter blot fem minutter blinkede måltavlen 0-1 til gæsterne fra Viborg, og dermed var det tidligt i kampen op ad bakke for Nykøbing FC, hvis de skulle have tre point med fra dagens kamp mod Superliga-nedrykkerne.
Det lykkedes dog som bekendt at vende kampen til en 4-2-sejr på trods af, at Viborg oven i købet havde udlignet til 2-2 kort før dommerens pausefløjt.
Cheftræner Jens Olsen er stolt, omend ikke overrasket over, at det lykkedes hans mandskab at mønstre en sejr trods modgangen i kampen.
– Jeg vidste egentlig godt, at holdet var i stand til at håndtere modgang. Man ærgrer sig selvfølgelig, når man indkasserer et tidligt mål, fordi det jo lidt ændre den plan, som man har lagt, men jeg synes, at vi rystede det rigtig flot af os.
– Jeg er især rigtig stolt over, at vi kommer tilbage fra det mål, som de laver lige før pausen. Sådan et mål gør afsindigt ondt. Vi talte lidt om det i pausen, og så formår spillerne at bare at gå ud og vinde anden halvleg med 2-0 – det er rigtig flot, siger cheftræner Jens Olsen.
Viborg FF er nedrykkere fra Superligaen og sejren over dem glæder da også Jens Olsen, der lavede lidt taktiske ændringer i pausen.
– Viborg er en stor adresse at slå. Vi formår at bringe dem ud af kurs og få spillet kampen på vores præmisser, hvor vi gerne vil skabe rum og have ro på bolden. Det viser bare, at der er rigtig gode præstationer i det her hold.
– I pausen sagde jeg egentlig det samme til spillere, som jeg havde sagt før kampen, og så ændrede vi vores pres. Viborg var dygtige til at løse vores høje pres, og det betød, at de fik trukket vores hold langt, hvilket gav en masse en-mod-en-situationer, hvor de er rigtig dygtige.
– Vi gik derfor længere tilbage på banen, så vi kunne blive lidt mere komptakte, men stadig holde en høj bagkæde. De forreste blev trukket lidt længere tilbage i banen, så vi kunne stå tættere i kæderne, og derfra kunne de ikke gøre os noget, fortæller cheftræneren.
Næste opgave for Nykøbing FC er næste søndag, hvor HB Køge venter på udebane.