Seneste nyt

Jens O: Vi var pivringe i anden halvleg

af

Det var en skuffet cheftræner, der efter dagens nederlag til Brabrand udtalte sig om opgøret, der ifølge ham selv var yderst skuffende i specielt anden halvleg.

Lørdag eftermiddag blev det til et 2-1-nederlag til Brabrand, der dermed sendte Nykøbing FC hjem fra CM Arena uden point for blot fjerde gang i sæsonen.

Efter kampen var cheftræner Jens Olsen naturligvis ikke tilfreds selvom, at han dog også så positive takter i især første halvleg.

– Jeg står med en ambivalent følelse. I første halvleg, spiller vi en rigtig god kamp på bolden, men den skarphed, som vi har nydt godt af i andre kampe, den var bare ikke eksisterende i dag. Jeg synes, at vi bør føre med to-tre mål ved halvleg, så det er et meget skuffende resultat at stå med her efter kampen.

– Når det er sagt, så synes jeg dog, at vi var pivringe i anden halvleg, og det er jeg naturligvis meget utilfreds med.

– Bevægelserne og det tekniske niveau i anden halvleg endte med at koste os. Brabrand kom som sådan ikke med noget, som vi ikke vidste, at de ville, og de ændrede ikke noget undervejs. Det var vores eget niveau på dagen, der kostede pointene, slutter Olsen.

Allerede onsdag kan Nykøbing FC få oprejsning, når modstanderen på udebane hedder Vendsyssel FF.