Søndag snuppede Nykøbing FC en flot 1-0-sejr i Thisted, og efter kampen var cheftræneren ikke overraskende meget tilfreds.
Det var små to måneder siden, at Thisted FC senest havde tabt en fodboldkamp, da Jens Olsens mandskab søndag eftermiddag lagde vejen forbi Lerpytter Stadion.
Jens Olsens havde dog sat sit hold flot op til opgaven, der blev løst med en 1-0-sejr til følge.
Efter kampen var cheftræneren da også en yderst tilfreds mand.
– Sejren er en kæmpe forløsning. Når man har tabt nogle kampe i træk, og man ikke har spillet længe, så drømmer man selvfølgelig om at vinde, og det gør vi så helt fortjent i dag, siger Jens Olsen, inden han fortsætter.
– Jeg er ekstra glad for den her sejr, fordi jeg synes, at vi taktisk lykkes næsten perfekt. Det eneste lille aber dabei er jo, at vi skal bide lidt negle til sidst, og det burde vi have undgået. Vi skulle have ført med både to og tre mål på det tidspunkt.
Nykøbing FC holdt nullet i dagens kamp, og det glæder Jens Olsen, at hans mandskab lagde en meget disciplineret indsats for dagen.
– Det var vigtigt, at vi vandt, men jeg er også meget tilfreds med, at vi i dag viser os som et meget disciplineret fodboldhold, der virkelig kæmper og ofrer sig for hinanden. Det var virkelig godt arbejde af gutterne.
Næste opgave for Jens Olsens tropper er onsdag, hvor Vejle BK gæster Nykøbing F. Idrætspark klokken 19:00.