Nykøbing FC spillede søndag eftermiddag 1-1 mod Brabrand efter, at hjemmeholdet kom foran tidligt i anden halvleg. Cheftræneren glæder sig over reaktionen efter målet, men efterlyser samtidig vildskab i dagens præstation.
Det forblev lige ved og næsten, da Nykøbing FC søndag eftermiddag måtte nøjes med 1-1 ude mod Brabrand.
Jens Olsens tropper var dog tættest på sejren efter, at Brabrand i starten af anden halvleg ellers havde bragt sig på sejrskurs efter en dødbold.
Reaktion efter Brabrands føringsmål glæder cheftræneren, der ser en trup, der er modnet i forhold til starten af sæsonen.
– Jeg har rost spillerne for deres reaktion efter, at vi kom bagud. Det var en rigtig positiv reaktion fra en gruppe, som jeg synes efterhånden ser rigtig moden ud og som langsomt stadig bliver dygtigere til at håndtere situationer som den i dag, siger Jens Olsen inden, at han dog ikke vil blåstemple indsatsen.
– Man står med en lidt blandet fornemmelse. Vi havde sat næsen op efter en sejr, men det blev akkurat så svært, som vi havde regnet med. Brabrand gjorde præcis de ting, som vi havde forventet, men i dag var vi ikke dygtige nok til at løse det, så vi kunne få alle tre point.
Brabrand stod fra kampens start meget kompakt, og de forsvarede sig flot overfor Nykøbing FC-offensiven. Cheftræneren savnede dog den sidste vildskab, der kunne knække Brabrand-defensiven.
– Brabrand er svære at spille mod, fordi man står over for to forskellige ekstremer. Enten er de i et helbanepres, ellers har de 11 mand bag bolden på banens sidste tredjedel. Man skal være enormt tålmodig, og man skal også have nogle spillere, der teknisk og individuelt kan gøre en forskel – dem har vi, men vi så desværre for lidt til dem i dag.
– Jeg savnede generelt lidt mere vildskab, attitude og tålmodighed i at opsøge de muligheder, som vi havde øvet på træningsbanen, fortæller Olsen.
Nykøbing FC er nu ubesejrede i fem kampe, og selvom det ikke blev til tre point i dag, så mener cheftræneren trods alt, at den statistik er værd at tage med.
– Når man ikke kan tage sejren, så er det enormt vigtigt, at man tager det næstbedste, og det er et enkelt point. Det har vi ikke altid været så gode til at tage, men det gjorde vi i dag, og det er da bestemt værd at tage med, slutter Jens Olsen.
Næste opgave for Jens Olsen og co. er allerede onsdag, hvor Fredericia gæster Nykøbing F. Idrætspark.