Nykøbing FC præsterede tirsdag aften et comeback af de større, da 3-1 blev vendt til 3-3 mod Viborg FF. Comebacket glæder cheftræneren, der vil have at CM Arena skal være et fort.
Nede med 3-1 ved pausen til Viborg lignede det tirsdag aften et sjældent nederlag til Nykøbing FC i CM Arena.
Takket være et storslået comeback lykkedes det dog at hive et enkelt point hjem, og det glæder Jens Olsen at holdet fik vist en ’never say die’-attitude.
– Jeg synes ret beset, at vi kommer relativt godt fra start. Alligevel kommer vi så bagud ved en standardsituation. Vi kommer hurtigt tilbage i kampen inden, at de så laver et super flot mål, hvor de skiller os ad og også gør det til 3-1 på grund af en stor personlig fejl fra vores side.
– Det betyder, at vi havde et bjerg at bestige ved pausen, men vi blev enige om, at vi var på hjemmebane, og det betyder, at man især der aldrig må give op.
– Vi arbejder meget med den her vindermentalitet, og vi prøver at lægge det ind i vores spil, at vi simpelthen nægter at give op – også i situationer, hvor det ser meget svært ud. Det gjorde drengene smaddergodt i dag, siger Jens Olsen.
Viborg havde de fleste chancer i aftenens opgør, og efter kampen anerkendte cheftræneren da også, at Viborg havde været det bedste hold på dagen.
– Det er svært at snakke om fortjent og ufortjent i fodbold. Dem der opsøger heldet, de får det som regel også. Men der er da ingen tvivl om, at Viborg havde flere chancer, og at de præsterede bedre end os på dagen.
– Vi var til gengæld skarpe, tog de chancer, som vi fik, og det betød, at vi fik et enkelt point. Det er vi utrolig glade for, fortæller cheftræneren.
CM Arena skal være et fort
Nykøbing FC har blot tabt tre kampe på hjemmebane i denne sæson, imens ingen af holdene i top fem har formået at slå Nykøbing FC i CM Arena.
Jens Olsen er da også fast besluttet på, at CM Arena skal være et sted, hvor modstanderne frygter at spille.
– Vi kan rigtig godt lide at spille hjemme i CM Arena, og det betyder meget for os at gøre det. Vi snakkede i pausen om, at vi skulle ud og vise vores sande ansigt for vores fans, og det føler jeg, at vi gjorde i anden halvleg.
– CM Arena skal være et fort for os. Vi skal være svære at slå på den bane, og det synes jeg også, at vi har vist mange gange i denne sæson, at vi er, slutter Jens Olsen.
Næste opgave for Jens Olsen og co. er allerede på lørdag, hvor Fremad Amager gæster CM Arena. Den kamp fløjtes i gang 15:30.