Søndag vender Jakob Bonde ’hjem’ til NFC og CM Arena, når Viborg kommer på besøg. Nykøbing-drengen glæder sig og forventer en speciel oplevelse.
Når Viborg FF søndag 13:45 løber på banen i CM Arena, vil det være med et meget genkendeligt ansigt med nummer 17 på ryggen.
Lige over 17-tallet vil der stå Bonde, og han har både fået sin opvækst på Lolland-Falster samt spillet hele 173 kampe for Nykøbing FC inden, at han denne sommer skiftede til Viborg FF.
Kampen på søndag bliver derfor en speciel omgang for Jakob Bonde.
– Det bliver en fed, men speciel oplevelse. Jeg har jo rendt og spillet rigtig mange kampe på den bane, så det bliver lidt underligt at skulle ind og klæde om i det andet omklædningsrum samt varme op på den anden banehalvdel, end jeg har været vant til, men jeg glæder mig helt vildt, siger Jakob Bonde, der ikke mindst glæder sig til at se mange genkendelige ansigter.
– Man kan godt sige, at det er lidt som et vende hjem. Lolland-Falster har jo altid været mit hjem både på og udenfor banen, så jeg kender jo rigtig mange folk dernede, og jeg har også allerede snakket med en masse, der skal på stadion og se kampen.
– Hele dagen bliver bare rigtig sjov. Det bliver dejligt at snakke lidt med drengene igen efter kampen, hvor jeg forhåbentlig kan tage alle tre point med hjem til Jylland, griner han.
Scoring betyder jubel – men følelserne for NFC er intakte
Når en spiller med en lang historik i en klub skifter væk, vender tilbage og scorer mod sin gamle klub, ser man ofte at spilleren ikke jubler.
Skulle det mod forventning ske, at Jakob Bonde scorer mod NFC, så er det dog ikke noget, som tilskuerne i CM Arena skal forvente. Det betyder dog ikke, at følelserne for NFC er forsvundet.
– Hvis jeg scorer – så jubler jeg. Jeg har altid synes, at det er noget pjat, når en spiller scorer og ikke jubler. Det har intet at gøre med Nykøbing FC. Jeg elsker klubben Nykøbing FC, og den er jo mit andet hjem, men nu spiller jeg i Viborg, og det er en klub, som jeg vil gøre alt for. Jeg kan rigtig godt lide Viborg, og de mennesker, der er i og omkring klubben, så dem vil jeg selvfølgelig rigtig gerne give tre point. Om jeg jubler eller ikke jubler vil ikke ændre mine følelser omkring Nykøbing FC, fortæller Bonde, der ser frem til at stå overfor sine gamle holdkammerater.
– Det bliver selvfølgelig specielt at skulle overfor de gamle gutter, når man har rendt og trænet med dem i lang tid. Man kender selvfølgelig godt hinanden lidt, men når det er sagt, så har man jo aldrig spillet rigtig kamp overfor hinanden, så selvom vi kender hinanden godt, så tror jeg, at det bliver begrænset, hvad vi kan bruge mod hinanden.
– Det er nok mest i optakten, at jeg tænker over, at det er Nykøbing FC, man skal møde. Når først der er fløjtet op, så er man fokuseret på opgaven, siger han.
Nykøbing FC er bedst mod de bedste
Viborg overvintrer på NordicBet Ligaens førsteplads, men selvom topholdet altså uanset søndagens resultat kan bryste sig af titlen som ’herbstmeister’, så har Jakob Bonde sørget for at forklare sine holdkammerater, at Nykøbing FC ikke er en nem modstander, og at NFC gør det bedst på hjemmebane mod rækkens bedste hold.
– Jeg ved jo, at Nykøbing FC gør det bedst på hjemmebane mod de bedste hold i rækken, så jeg ved også, at vi kommer til at møde et utroligt opsat hold på søndag. Det bliver en svær opgave for os, men ud fra et Viborg-perspektiv, så er Nykøbing FC et hold, vi skal kunne slå, hvis vi vil rykke op i Superligaen. Der er ingen på holdet, der forventer en let kamp, men vi går efter at tage alle tre point med hjem til Jylland, slutter Bonde.
Du kan opleve Nykøbing FC mod Viborg FF og byde Jakob Bonde velkommen hjem på søndag kl. 13:45 i CM Arena.