Når Jacob Egeris’ aftalte med NFC udløber ved årsskiftet tager de to parter afsked. Vi takker Jacob Egeris for en fantastisk tid i NFC.
Jacob Egeris har været en stor og vigtig figur i Nykøbing FC siden, at han kom til klubben i starten af 2020.
Både på og udenfor banen har vi nydt godt af Jacob Egeris’ både menneskelige og spillemæssige egenskaber, men når kalenderen skifter til 2023 skilles NFC’s og den rutinerede forsvarsspillers veje.
Manager Claus Jensen takker Jacob Egeris for hans store bidrag i klubben.
– Jacob har fra dag ét haft en stor og vigtig rolle, som han har udfyldt rigtig godt i Nykøbing FC. Både inden- og udenfor kridtstregerne har han med sine menneskelige egenskaber og erfaring været en stor leder for os, siger Jensen inden, at han fortsætter.
– Vi stopper samarbejdet med en dygtig fodboldspiller og et fantastisk menneske. Vi ønsker Jacob alt det bedste fremover, og han vil altid være velkommen i Nykøbing FC, hvor han har en helt speciel plads.
Glad for at have været i klubben
Efter 78 kampe og fem mål er det derfor nu slut for Jacob Egeris på hele Lolland-Falsters hold.
Selvom afskeden bliver vemodig, ser ’Ege’ dog tilbage på en god tid, som han ikke ville have været foruden.
– Jeg har været utrolig glad i NFC fra dag ét. Lige fra de første snakke med klubben kunne jeg fornemme, at NFC var fyldt dygtige mennesker med hjertet på det rette sted, og den følelse fik mig til klubben. Det er heldigvis en følelse, som jeg kun er blevet bekræftet i sidenhen, og jeg er rigtig glad for mine tre år i NFC, siger Egeris inden, at han reflekterer over sin tid i den mørkeblå trøje.
– Det har været en enormt oplevelsesrig tid på både godt og ondt. Det gjorde selvfølgelig enormt ondt at rykke ned i 2. division, men når jeg ser tilbage på min tid, er det alle de positive ting herefter, der fylder mest. Vi rejste os utroligt flot i en svær 2. division med kun én oprykker, og den måde som vi fik samlet os på som klub og hold, er jeg rigtig stolt af. Sæsonen efter var selvfølgelig også et højdepunkt med en for klubben historisk top-seks placering og et fantastisk pokalår med sejren over F.C. København. Det er jeg stolt over at have været med til.
– Det har været en fornøjelse at være en del af Nykøbing FC, og jeg håber alt det bedste for klubben i fremtiden, slutter Egeris.
Vi vil i Nykøbing FC gerne takke Jacob Egeris for tre fantastiske år. Du vil altid være velkommen i NFC.