
Gårsdagens U17-anfører, Jacob Blach, jubler over gårsdagens pokalsejr og takker samtidig både holdkammerater og de medrejsende fans.
Nykøbing FC’s klubhus blev en pokal rigere, da det onsdag aften blev til en forrygende 3-1-sejr i U17-pokalfinalen mod ingen ringere end Brøndby IF.
Jacob Blach var anfører og han havde efter kampen svært ved at få armene ned af ren og skær glæde.
– Det var en fantastisk kamp og oplevelse. Det betyder rigtig meget for os at kunne tage pokalen med hjem til klubben og Lolland-Falster. Vi har været underdogs hele vejen igennem turneringen, men vi er gået ind til hver kamp med en fantastisk indstilling. Jeg synes, at vi har fortjent pokalen, og jeg er utrolig stolt over den her præstation, siger Jacob Blach, som fortæller om en ukuelig tro på holdets evner.
– Fra første fløjt i efteråret sidste år følte vi, at vi kunne gå hele vejen. Vi vidste, at hvis vi stod sammen som hold, så kunne vi sagtens være med mod det bedste. Så jeg havde godt regnet med, at vi kunne slå de hold, som vi har slået, men jeg er samtidig meget, meget tilfreds med, at vi har gjort det.
Jacob Blach bar anførerbindet, og det var derfor ham, der kunne løfte trofæet foran hans ellevilde holdkammerater. Det var et scenarie, som den unge forsvarsspiller havde kørt igennem adskillelige gange i hovedet aftenen før.
– Det var en kæmpe oplevelse at løfte pokalen. Jeg havde ligget i sengen aftenen før og tænkt igennem, hvordan det ville være en fantastisk følelse at løfte den foran og sammen med resten af holdet. Det var også stort at løfte den foran de mange fans, der støttede os hele kampen – vi mærkede dem hele vejen igennem, siger Blach inden, at han roser holdet.
– Vi kan bruge den her sejr til at vise alle, hvor stærk en årgang vi er. Vi har vist, at vi er en stærk enhed, og at vi alle med tiden kan banke på til en plads på førsteholdet. Forhåbentlig kan det også inspirere de endnu yngre årgange til at fortsætte det hårde arbejde, som de laver i hverdagen.
Glæden var ikke til at tage fejl af hos de unge NFC-drenge – se blot videoen herunder. Blach lagde umiddelbart efter kampen dog heller ikke skjul på, at stemningen var høj.
– Stemningen var kanon. Der var festet, danset, sunget og alt det, der nu engang hører til. Alle var enormt glade, og festen fortsatte i den grad på vej hjem i bussen, slutter Blach.