Nykøbing FC kom tidligt i front, men efter 90 intense minutter måtte Claus Jensens mandskab desværre nøjes med 1-1.
Kampens betydning lå tungt i luften forud for eftermiddagens hjemmekamp mod Hillerød, og kampen blev da også akkurat så intens og dramatisk, som man kunne have forestillet sig.
Nykøbing FC startede kampen bedst, og der lå fra første fløjt en NFC-scoring i luften.
Allerede efter tre minutter sendte Luca Kjerrumgaard et varselsskud afsted, men hans afslutning strøg et godt stykke over mål.
Få minutter senere headede Luca Kjerrumgaard mod fjerneste stang på et hjørnespark, men målmanden kunne akkurat prikke bolden over mål.
Efter et lille kvarter var det Oscar Fuglsangs tur til at have bud efter et føringsmål, da Mads Carlson strøg til mållinjen og sendte et indlæg til bagerste stang. Oscar Fuglsang forsøgte at heade bolden i kassen mellem venner og fjender, men målmanden reddede fint.
Målet kom dog minuttet efter. En flad aflevering fra højresiden endte i Hillerød-feltet, hvor Valon Ljuti og Luca Kjerrumgaard begge var klar til at tage chancen mod mål.
Spillerne afsluttede næsten samtidig, men i sidste ende var det Luca Kjerrumgaards fod, der sendte bolden i kassen uden chance for Hillerød-målmanden.
Nykøbing FC fik herefter et endnu større momentum, og tre minutter efter føringsmålet måtte Oscar Fuglsang se en afslutning afvist af overliggeren.
I minutterne efter stod der NFC på det hele, men i stedet for en 2-0-scoring åd Hillerød sig langsomt ind i kampen.
Efter 22 minutter måtte Jannich Storch for første gang hive en redning frem, da han tog sig af en afslutning fra en spids vinkel.
Fem minutter efter spillede Hillerød sig til en god omstillingsmulighed, da de kom i en giftig tre-mod-to situation. Bolden blev ført frem til kanten af feltet, men heldigvis strøg afslutningen langt over mål.
Hillerød var mest på kuglen i denne fase af kampen, men det var alligevel NFC, der fik sig den største chancer mod første halvlegs afslutning.
Da stadionuret rundede en halv time, blev Emilio Simonsen nedlagt i Hillerød-feltet, men selvom det kunne minde om et straffespark vinkede dommeren afvisende.
Efter 40 minutter blev Luca Kjerrumgaard spillet blankt igennem med Hillerød-målmanden, men angriberens forsøg på at runde keeperen endte med, at han kom i en for spids vinkel.
I stedet gik det stærkt den anden vej, hvor Jannich Storch måtte kigge langt efter et forsøg mod det fjerne hjørne. Heldigvis suste bolden snært forbi den ene stolpe.
Nykøbing FC kunne derfor gå til pause med en 1-0-føring.
Efter pausen kom Hillerød bedst ud af starthullerne, og de var langt bedre med end det havde været tilfældet i de første 45 minutter.
Vi skulle dog frem til det 58. minut før, at gæsterne fik deres første reelle mulighed i anden halvleg.
Et indlæg blev sendt til bagerste stolpe, hvor en Hillerød-offensivspiller var fri til at heade mod kassen. Hovedstødet mod den fjerne krog gik dog over mål.
Kampbilledet udviklede sig til lidt af en forsvarskamp for NFC, der dog i stedet var farlige på omstillingerne.
Efter 62 minutter endte det da også med en udligning til 1-1, da Frederik Christensen udnyttede et godt indlæg til at pande bolden ind bag en chanceløs Jannich Storch.
Hillerød var mest på bolden, men de sled med at skabe de helt åbne chancer og omsætte de mange indlæg, som de dog kom frem til.
Nykøbing FC kom omvendt heller ikke frem til det store på de ellers fine omstillingsmuligheder det blev til. Efter 81 minutter var det ellers tæt på efter et par fine NFC-kombinationer, men bolden hoppede og dansede ind fra feltet og ind i hænderne på Hillerød-målmanden.
Det blev ikke til flere reelle chancer i kampen, hvorfor begge hold måtte nøjes med ét point efter en utrolig intens kamp, der var præget af mange dueller.
Næste opgave for Claus Jensen og co. er allerede på tirsdag, hvor der venter en pokalkamp mod Næsby.
Nykøbing FC – Hillerød
15.10.22 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
NordicBet Liga, 12. Spillerunde.
1-1 (1-0)
1-0, Luca Kjerrumgaard (15 min)
1-1, Frederik Christensen (61 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Thor Høholt, Oscar Fuglsang (84. Lars Pleidrup), Victor Christiansson (67. Ole Jakobsen), Valon Ljuti, Mathias Gehrt, Mads Carlson, Emilio Simonsen, Luca Kjerrumgaard (84. Ahmed Hassan).