Nykøbing FC leverede en flot træningskamp, da det søndag eftermiddag blev til en stensikker 4-0-sejr over HIK.
For anden dag i træk skulle Nykøbing FC i kamp og for anden dag i træk, blev der både spilletid til alle kampklare divisionsspillere samt en masse talenter.
Emil Holten var en af de nye i startopstillingen, og angriberen fik markeret sig kraftigt i første halvleg, der med NFC-øjne ikke kunne være forløbet meget bedre.
Allerede efter seks minutter blafrede nettet bag HIK-målmanden, da Mathias Tauber sendte en lang og skarp bold i dybden. Emil Holten overløb sin direkte oppasser, slap alene igennem med den fremadstormende målmand og så lobbede han usvigeligt sikkert bolden over målmanden, der måtte vifte forgæves med armene.
HIK kom efter føringsmålet bedre med og Sebastian Olsen måtte da også hive en flot redning ud af ærmet efter et lille kvarter.
Herefter stod der dog Nykøbing FC på sagerne og kort efter HIK’s fine forsøg mod mål, lå bolden atter i Hellerup-mandskabets net.
Prøvespiller Gustav Harlev blev sendt afsted over højrekanten, hvorefter han lagde et knivskarpt indlæg i panden på Emil Holten ved bagerste stang. Angriberen svigtede ikke og fordoblede dermed sin måltotal for dagen.
Nykøbing FC var dog langt fra færdige i første halvleg, og få minutter efter 2-0-scoringen fik Jens Olsens mandskab tilkendt et hjørnespark. Dødbolden endte efter lidt klumpspil for fødderne af Kasper Jensen, og han sparkede bolden det sidste stykke over stregen fra tæt hold.
Det blev til endnu et NFC-mål før pausen, da Emil Holten med 10 minutter igen af 1. halvleg blev nedlagt i feltet og dommeren helt korrekt fløjtede for straffespark. Holten tog hurtigt selv bolden og han udplacerede med stor sikkerhed målmanden, hvorfor stillingen nu var 4-0.
Både Emil Holten og Søren Christensen havde muligheder for at udbygge føringen yderligere i første halvleg, men flere mål blev det ikke til.
Pausen blev udnyttet til at skifte store dele af holdet, og det gav plads til endnu flere talentfulde unge NFC-spillere, der alle leverede et flot indtryk mod et friskt og velvoksent HIK-mandskab.
Nykøbing FC startede anden halvleg bedst med forsøg fra både Gustav Harlev og Joachim Wagner, men derudover var det småt med chancer i kampens sidste 45 minutter.
Indskiftede målmand Jannich Storch blev dog tvunget ud i en enkelt god aktion, da han efter en lille time flot reddede en hård afslutning ved foden af den ene stolpe.
Det blev dog ikke til flere mål i NFC Syd, hvorfor Nykøbing FC kunne notere en stensikker 4-0-sejr.
Nykøbing FC – HIK, Træningskamp.
4-0 (4-0)
1-0, Emil Holten.
2-0, Emil Holten.
3-0, Kasper Jensen.
4-0, Emil Holten.
Startopstilling 1. halvleg:
Sebastian Olsen, Kasper Jensen, Jeppe Arnesen, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Simon Schultz, Jordan Wilson, Søren Christensen, Magnus Warming, Gustav Harlev, Emil Holten.
Startopstilling 2. halvleg:
Jannich Storch, Chris Thorsheim, Gustav Kjeldsen, Benjamin Lauridsen, Simon Schultz, Jordan Wilson, Mads Kaalund, Magnus Warming, Joachim Wagner, Gustav Harlev (55. Mads Bjerg), Nicklas Christensen.