Emil Holten har i opstarten stået for seks mål, og det har givet spidsangriberen ekstra selvtillid.
Det er ikke fordi Emil Holten normalt mangler selvtillid, når han entrerer en fodboldbane, men den høje angriber har alligevel fået et ekstra skud tro på egne evner i denne opstart.
To mål blev det til i gårsdagens 3-2-sejr over AB, og dermed nåede spidsangriberen op på seks mål i de fire træningskampe, hvor han har været i aktion.
Angriberen føler sig da også i god form forud for sæsonstart.
– Jeg føler, at jeg er i målform i øjeblikket, og det er jo det vigtigste at være for en angriber. Hver gang jeg går på banen, så tror jeg på, at jeg scorer, og den følelse ser jeg frem til at tage med mig ind til sæsonstart, fortæller Emil Holten.
Emil Holten blev i sommer hentet fra netop gårsdagens modstander AB, og angriberen lagde efter kampen da heller ikke skjul på, at det gjorde det ekstra sjovt at score to mål mod netop dem.
– Det var pisse fedt at score to gange mod mit gamle hold. Jeg kender jo mange af spillerne, og da jeg skulle til at sparke straffesparket var der da i hvert fald 10, der råbte og snakkede til mig. Så det var ekstra fedt at sætte den ind, siger Emil Holten med et smil.
En vigtig sejr
Kampen mod AB var den sidste test inden, at det for alvor går løs, når NordicBet Ligaen sparkes i gang d. 4. marts med en udekamp mod Viborg.
Det var derfor nok så vigtigt, at generalprøven endte med en sejr.
– Det var vigtigt for os, at vi fik den sejr. Vi havde haltet lidt efter i de seneste to kampe, og især kampen mod Holbæk i sidste weekend var god at få revancheret.
– Selvom kampen mod Holbæk kun var en træningskamp, så ligger sådan et resultat stadig og nager en. Så det var dejligt at kunne gå ud og vaske den plet væk, siger Holten inden han også glæder sig over sejren efter at have været bagud af to omgange.
– Det endte jo med at være en lidt rodet kamp, men mod en god modstander, som jeg synes har stor ære af kampen. De var foran to gange mod os, men vi har altid en stor tro på, at vi kan komme tilbage fra selv de sværeste situationer. Det var dejligt, at det lykkedes igen i går.
Emil Holten står foreløbigt noteret for tre NordicBet Liga-mål i denne sæson.