Andreas Holm glæder sig over sæsonens første clean sheet samtidig med, at han roser den knivskarpe offensiv.
Tre mål og et clean sheet mod rækkens nummer et. Så kan man vist ikke forlange meget mere.
Efter dagens 3-0-sejr over FC Helsingør var forsvarsgeneralen Andreas Holm da også meget tilfreds med holdets præstation.
– Vi var rigtig skarpe i begge ender i dag. Jeg synes, at vi står rigtig godt i forsvaret, og så er vi knivskarpe oppe i front. Jeg synes egentlig, at vi spiller lige så godt, som vi plejer, men i dag fik vi lagt den nødvendige skarphed på.
– Helsingør minder meget om os som hold, så vi var forberedte på, at kampen kunne bølge frem og tilbage. Jeg synes egentlig, at kampen var ret lige, men vi holder dem fra chancer, og så er vi heldigvis selv så dygtige, at vi udnytter de chancer, vi får, siger Holm.
NFC ligger nummer seks halvvejs i grundspillet, og efter et par flotte sejre er selvtilliden i truppen da også stor. Rutinerede holm maner dog til besindighed og er fast besluttet på, at holdet tager en kamp ad gangen.
– Vi går efter at vinde hver eneste kamp, og vii føler, at vi kan slå alle hold i rækken, men det kræver, at vi hele tiden er skarpe. Vi tager én kamp ad gangen, slutter han.
Næste opgave for Nykøbing FC er lørdag d. 16. oktober, hvor HB Køge venter på udebane.