Næstved Boldklub – Nykøbing FC

Maglemølle Storhallen

UDE

lør 15 februar 2025 12:00

Træningskamp

Seneste nyt

Højdramatisk remis i sæsonpremieren

af

Nykøbing FC var nede i sækken, men fik vendt 0-2 til 2-2 og sikrede dermed et flot point i sæsonpremieren.

Der var lagt op til fest i Lollands Bank Park, da den nye NordicBet Liga-sæson lørdag eftermiddag blev sparket i gang mod FC Fredericia.

Stemningen i den nye fanzone var da også høj før kampen, og den blev taget med under kampen, hvor Nordkurven kampen igennem leverede fornem opbakning til de lokale helte.

Knapt var festen dog kommet i gang, før at FC Fredericia havde bragt sig i front med 0-1.

En omstilling i højresiden blev sendt over i bagrummet, hvor Nicklas Røjkjær lurede og i sikker stil bankede i det korte hjørne til 0-1.

FC Fredericia startede derfor utvivlsomt kampen bedst, men langsomt fik NFC ædt sig ind i kampen.

Kombinationerne begyndte at rulle flot, og gæsterne måtte løbe mange meter efter NFC’erne, der også så småt begyndte at skabe chancer.

Efter 10 minutter var Mads Carlson først på en returbold efter et hjørnespark, men hans halvflugter mod det lange hjørne suste forbi sammenføjningen.

Små fem minutter senere brændte det igen på i Fredericias ende, da Emeka Nnamani blev sendt igennem. Han blev dog nedlagt i feltet, men dommeren vinkede afvisende med armene. Nnamani var dog hurtig på benene og fik afsluttet fra en spids vinkel, men målmanden tog flot fra.

Gæsterne var dog ikke ufarlige, og især på omstillingerne var de giftige. Efter små 20 minutter strøg de igennem i NFC’s højreside og lagde et fladt indlæg i boksen. Heldigvis dukkede anfører Lars Pleidrup først op og fik klaret situationen.

Nykøbing FC var dog bedst i denne fase af kampen, og midtvejs i første halvleg var debutant Ahmed Hassan tæt på en flot udligning. Hans afslutning fra kanten af feltet prellede dog af på stolpen.

10 minutter senere var det igen tæt på en udligning. Mathias Gehrt iscenesatte Emeka Nnamani, men målmanden hev en flod redning frem.

Dermed kunne gæsterne gå til pause med en 0-1-føring.

Efter pausen kom FC Fredericia bedst ud. Patrick Egelund tvang Jannich Storch til en god redning fem minutter inde i anden halvleg, men fire minutter senere kunne Storch intet stille op.

FC Fredericia kombinerede fortrinligt i NFC-feltet, og så kunne Alexander Jensen banke bolden flot i nettet til 0-2.

Det lignede derfor et nederlag i sæsonpremieren til Nykøbing FC, men midt i anden halvleg ændrede kampen karakter.

Ole Jakobsen kom på banen efter 65 minutter, og med det samme var han tæt på at gøre en forskel på måltavlen.

Jakobsen blev sat i scene midt for mål, og med hans lynhurtige antrit satte han to-tre Fredericia-spillere, inden at hans afslutning sneg sig snært forbi mål.

Tre minutter senere kom reduceringen dog.

Mads Carlson spillede Ahmed Hassan fri i venstre side, hvorfra han satte bolden i det lange hjørne uden for målmandens rækkevidde. Bolden tog stolpen og strøg i nettet, hvorfor der var fornyet spændingen i kampen.

Stemningen hos Nordkurven fik et ekstra nøk, og få minutter senere fik de endnu mere at glæde sig over.

Mads Carlson modtog bolden lige inden for Fredericias felt, hvorfra han krøllede bolden fantastisk op i det fjerne hjørne. Et fantastisk mål, og pludselig stod det 2-2 på måltavlen.

Kampen bølgede i slutfasen frem og tilbage, og den kunne være tippet begge veje, da begge hold havde bud efter et sent sejrsmål.

Efter 84 minutter havde FC Fredericia dog en gigantisk chance, da de næsten fik sig en friløber efter en fejl i NFC-forsvaret. Victor Christiansson tog sig dog en hidsig returløb og fik forhindret den helt store chance. Der var dømt skydetelt mod NFC-målet i situationen, men alt blev på krigerisk vis blokeret af defensiven.

Få minutter senere måtte Jannich Storch have hjælp af overliggeren, hvorfor gæsterne var tæt på at nappe alle tre point.

I de døende minutter strøg omstillingerne frem og tilbage i de sidste sekunder, var det tæt på at NFC kunne få sig alle tre point.

Nikolaj Bonde blev retvendt mod Fredericia-målet, og så kunne han iscenesætte Ole Jakobsen på kanten af feltet. Oles afslutning blev dog blokeret og sekunder efter fløjtede dommeren kampen af.

Dermed sluttede det hele fuldstændig lige, og begge hold kunne notere et enkelt point i sæsonpremieren.

Nykøbing FC – FC Fredericia

23.07.22 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park

NordicBet Liga, 1. runde.

2-2 (0-1)

0-1, Nicklas Røjkjær (6 min)

0-2, Alexander Jensen (54 min)

1-2, Ahmed Hassan (69 min)

2-2, Mads Carlson (71 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen (90+ Jacob Blach), Jacob Egeris, Elias Gärtig, Lars Pleidrup (78. Simon Madsen), Victor Christiansson, Valon Ljuti (78. Lucas Nyman), Mads Carlson (78. Nikolaj Bonde), Emeka Nnamani (65. Ole Jakobsen), Ahmed Hassan, Mathias Gehrt.