Seneste nyt

Hassan: Nykøbing FC er et skridt op

af

Nykøbing FC’s nye nummer ni ser Nykøbing FC som et skridt op ift. sin tid i Næstved.

Ahmed Hassan blev her til formiddag præsenteret som ny Nykøbing FC-spiller, og det er en spiller, som de fleste NFC-fans sikkert vil kunne huske for lidt for mange mål i en grøn trøje mod hele Lolland-Falsters hold.

Nu er grøn dog skiftet ud med blå, og offensivspilleren glæder sig over, at han har taget et skridt op i sin karriere og nu skal score mål for det rigtige hold i Lollands Bank Park.

– Jeg kender Nykøbing FC rigtig godt, og jeg har altid synes, at Nykøbing FC spiller flot og spændende fodbold. Klubben har det DNA, som jeg også har med at ville have bolden og være offensive. NFC er en spændende klub, og jeg er virkelig blevet positivt ramt, at den energi og tillid, der har været i snakkende med mig op til, at aftalen blev underskrevet. Jeg glæder mig til at betale tilbage på den tillid, som klubben har givet mig.

– Jeg ser Nykøbing FC som et skridt op. Det er noget andet, end det jeg kommer fra. Det hele virker lidt mere professionelt, siger Hassan.

Nykøbing FC’s nye nummer ni havde allerede første træning med sine nye holdkammerater i går, og han har fået et fantastisk indtryk af sin nye klub.

– Alle har taget rigtig godt imod mig, og alle er bare super positive. Både spillere, stab og alle omkring holdet har alle gjort, at jeg allerede føler mig som en del af holdet. Niveauet til træning er også højt, og jeg kan godt lide, at der også er fokus på det individuelle i træningen med eksempelvis angrebstræning for os offensive spillere, fortæller han.

Grøn fortid

Med flere kampafgørende aktioner, har Ahmed Hassan gennem de seneste fire år gang på gang markeret sig mod Nykøbing FC i arvefjendeopgørene. Nu skal det dog ske med omvendt fortegn, og selvom Hassan forstår, hvis nogen skulle være utilfredse med skiftet, så ser han intet problem i det.

– Det bliver ikke et problem for mig. Jeg kommer til at give mig fuldt ud. Jeg er kommet til NFC for at give mit bedste, hjælpe holdet og hjælpe klubben med dens ambitioner. Det er ikke noget, som jeg tænker så meget over. Nu er jeg NFC-spiller, og det er NFC og klubbens fans, som jeg vil give alt for.

Jeg forstår godt de store følelser, der er, når man skifter til arvefjenden, men nu må jeg tage det som det kommer. Jeg har fuldt fokus på at give alt for Nykøbing FC.

– Jeg glæder mig til at vise mig frem for fansene og bevise mig selv overfor dem. Jeg skal ud at score de ekstra mål, løbe de ekstra meter, lave de ekstra tacklinger osv. og så vil Nordkurven forhåbentlig også snart tage sig til mig, siger Hassan.

Hassan havde sin første træning med holdet allerede i går, og det var første træning efter tre ugers lang ferie.

Fokus er derfor i første omgang på at komme tilbage i topform frem mod sæsonstart.

– I går var min første træning efter ferien. Jeg har lige haft tre ugers ferie, så jeg skal lige bygge lidt på, før jeg føler, at jeg er i topform igen. Jeg glæder mig til for alvor at ramme formen igen, og jeg arbejder stenhårdt på at nå hurtigst muligt dertil, slutter han.

Hassan er pt. på træningslejr i Nykøbing Falster sammen med resten af truppen, inden at turen fredag går mod Belt Cup i Lübeck.