Seneste nyt

Hassan: Jeg har en god mavefornemmelse

af

Ahmed Hassan ser frem til sæsonstart og ikke mindst sin officielle debut for Nykøbing FC.

Når Nykøbing FC lørdag eftermiddag åbner den nye sæson, er det med en ny mand i truppen. Ahmed Hassan er således kommet til fra Næstved denne sommer, og nu glæder han sig til at repræsentere hele Lolland-Falsters hold.

– Jeg føler mig allerede hjemme i Lollands Bank Park. Jeg har scoret for nogle andre på stadionet før, så forhåbentlig kan jeg tage den gode følelse dernede fra med mig i morgen.

– Jeg har fået et godt indtryk af alle. Miljøet er fantastisk, og jeg er blevet taget godt imod af alle omkring holdet. Jeg er rigtig glad for at være i Nykøbing FC, siger Hassan.

Ligesom hos så mange af os andre, er det også begyndt at krible i fødderne på Hassan, som glæder sig enormt til sæsonpremieren.

– Jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Jeg synes, at vi ser rigtig godt ud, og vi glæder os alle sammen til at spille om point igen. Det er det, som vi lever og ånder for, fortæller Hassan, som tror på en sejr mod FC Fredericia.

– FC Fredericia er et godt spillende hold, der gerne vil presse højt. De har en meget afklaret spillestil, og det er ikke for sjov, at de har ligget i NordicBet Ligaen så længe, som de har. De er et fint hold, men vi har også en stor tro på os selv. Jeg tror på en sejr, slutter han.

Der er kampstart kl. 15:00, men allerede klokken 13:30 åbner Fanzonen ude foran hovedindgangen.

Køb din billet på nfc.eventii.dk.