Seneste nyt

Grum eftermiddag i Lollands Bank Park

af

Det startede skidt, blev værre og sluttede uden noget at juble over for NFC, da det her til eftermiddag blev til et 0-3-nederlag i Lollands Bank Park til Fremad Amager.

Det var et Nykøbing FC-mandskab, der her til eftermiddag havde revanche til gode mod Fremad Amager, men det var gæsterne, der fik mest ud af dagens kamp, hvor NFC aldrig for alvor fik tingene til at spille.

Allerede efter fem minutter bragte gæsterne sig i front, da de sled sig igennem i venstresiden og Momo Toure med en afslutning i det lange hjørne kunne gøre det til 0-1.

Få minutter senere var det tæt på en hurtig udligning, da Koch flot blev fundet i feltet af Mads Carlson. Kochs afslutning blev dog blokeret i sidste sekund inden afslutningen.

I stedet var det ved at blive 0-2, da gæsterne fangede NFC i et forsvarskoks og fik en friløber. Jannich Storch hev dog en stor fodparade frem og forhindrede udbygningen af føringen.

Nykøbing FC fik bedre og bedre fat i opgøret, men det kneb med at skabe de store chancer i Fremad Amager-enden.

Efter en lille halv time kunne udligningen dog være faldet. Først ved Mathias Kristensen, hvis afslutning fra kanten af feltet sneg sig forbi den ene stolpe. Kort efter var en løs bold i Fremad Amagers lille felt ligeledes via en Amager-fod ved at snige sig i kassen, men forblev ved et hjørnespark.

I stedet kom Fremad Amager trods NFC-overtag på 0-2, da Lucas Haren fulgte op på en returbold tæt under mål efter en god redning af Jannich Storch. Haren skulle blot prikke bolden det sidste stykke over stregen.

Kort før pausen kunne Kristian Lindberg have reduceret, da han fik et frit hovedstød foran mål. Desværre gik forsøget tæt forbi, hvorfor gæsterne kunne gå til pause med en 0-2-føring.

Nykøbing FC kom ud til 2. halvleg med fornyet energi, og Claus Jensens mandskab fik presset gæsterne langt tilbage på banen.

Mads Carlson forsøgte sig med en afslutning mod det lange hjørne, men igen – lige ved og næsten.

Det var næsten spil til et mål i denne fase af kampen, men bolden ville bare ikke ind denne eftermiddag. Det var bedst eksemplificeret efter en lille time, da NFC blev tilkendt et frispark på kanten af Fremad Amagers felt.

Mathias Kristensen testede målmanden med et flot frispark, hvor Jacob Pryts måtte helt op i hjørnet og forhindre reduceringen. Lars Pleidrup var over returen, men fik sit forsøg blokeret, inden at Victor Christiansson endelig tog chancen mod kassen. Igen hev målmanden dog en flot redning ud af ærmet.

Man sad med fornemmelsen af, at Fremad Amager-målet var forhekset alt imens, at gæsterne var knivskarpe foran NFC-målet.

Efter 66 minutter blev det da derfor også 0-3 ved Kristoffer Munksgaard efter en noget prekær situation. Amager fik bolden i nettet, men linjedommeren vinkede offside.

Dommeren var dog ikke enig, og han godkendte i stedet målet, hvorfor Nykøbing FC nu var nede med 0-3 med en lille halv time igen.

NFC pressede dog fortsat på, og især indskiftede Mathias Gehrt fik sig en stor chance, da et godt indlæg strøg til bagerste stang, hvor Gehrt kunne stange bolden i nettet. Teknikkerens hovedstød svigtede dog, hvorfor bolden gik til målspark.

Senere i kampen blev Willads Delvin skiftet ind, og han fortsatte de flotte takter fra Kolding-kampen. Han voldt således gæsterne store problemer, og han var da også af et par omgange tæt på at pynte på resultatet.

Bolden ville dog ikke ind for NFC, hvorfor det endte med et skidt 0-3-nederlag.

Næste opgave for Nykøbing FC er på lørdag, hvor der venter en udekamp mod Jammerbugt FC.

Nykøbing FC – Fremad Amager

24.10.21 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park

13. Spillerunde i NordicBet Ligaen

0-2 (0-2)

0-1, Momo Toure (5 min)

0-2, Lucas Haren (38 min)

0-3, Momo Toure (66 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Jacob Egeris, Andreas Holm, Lars Pleidrup, Victor Christiansson, Valon Ljuti (46. Mathias Gehrt), Mads Carlson (78. Willads Delvin), Sebastian Koch, Kristian Lindberg (46. Nicolai Jessen), Mathias Kristensen.