Fremad Amager gav Nykøbing FC en over næsen, da det her til eftermiddag blev til en 0-3-sejr til holdet fra hovedstaden.
Højt at flyve – dybt at falde.
Sjældent har et ordsprog passet bedre end lørdag eftermiddag, hvor Nykøbing FC efter en fantastisk midtuge-sejr over OB led et 0-3-nederlag hjemme i Lollands Bank Park.
Nykøbing startede ellers kampen bedst, da Ahmed Hassan allerede efter 30 sekunder fik serveret en god bold i dybden af Kasper Jensen, men Hassans forsøg sneg sig forbi den ene stolpe.
Herfra stod der Fremad Amager på det meste, og Nykøbing FC sled med at komme på bolden og skabe offensivt momentum i kampen.
Fremad Amager væltede sig heller ikke ligefrem i gode tilbud for at bringe sig i front, og efter 13 minutter sparkede en Fremad Amager-spiller symptomatisk et stort hul i luften på en ellers fornuftig chance i NFC-feltet.
Nykøbing FC måtte acceptere at leve lidt på omstillingerne i denne fase af kampen, og efter 18 minutter havde Emilio Simonsen bud efter det samme målhjørne, som Ahmed Hassan gjorde brug af i onsdagens sejr over OB. Emilios forsøg gik dog akkurat forbi sammenføjningen.
Fremad Amager skabte ikke meget i første halvleg, men efter 26 minutter, måtte Jannich Storch alligevel finde en god redning frem efter et hjørnespark, hvor et hovedstød var tæt på at tage en blød bue ind over målmanden. Storch fik dog akkurat fingrene på, hvorfor efter en forsvarsspiller kunne ekspedere bolden ud af egen forsvarszone.
Nykøbing FC startede halvleg med den største chance, og fem minutter før pausefløjt, var de også tæt på at slutte med den største.
Emilio Simonsen tog en godt raid op ad venstrekanten, hvorefter han var tæt på at finde Mads Carlson helt fri i dybden. Afleveringen blev dog en tand for lang, hvorfor det i stedet for en friløber blev til et målspark.
Dermed gik begge hold til pause uden scoring.
Anden halvleg fortsatte lidt i samme gænge som første halvleg, hvor Fremad Amager var mest på bolden, og hvor NFC momentvis stak hovedet frem med nogle giftige omstillinger.
Efter to minutter i anden halvleg måtte Jannich Storch hive en fantastisk redning frem efter en standardsituation. Returbolden røg ud til en Amager-spiller, men heldigvis blev forsøget sparket højt over mål.
Gæsterne fortsatte dog med at mose på for et føringsmål og efter et par fornuftige tilnærmelser mod Storchs mål, kom målet efter 57 minutter. Et godt indlæg fra Michael Lumb ramte store Henrik Meister i panden, og så kunne NFC-målmanden intet stille op overfor 0-1-scoringen.
Nykøbing FC sugede herefter luft ind.
Mathias Gehrt kom efter 64 minutter kom bolden i en situation, hvor han slog en kongeaflevering dybt til Milas Schwensen. Schwensen var godt på vej mod en friløber, men Michael Lumb følte sig nødsaget til at hive i nødbremsen, hvorfor venstrebacken fik sig et rødt kort.
Med en mand i overtal var der kaldt til storoffensiv for NFC.
Nykøbing FC fik dog også lagt et stort tryk rundt om gæsternes mål, men Fremad Amager var godt organiseret og stod dybt i eget felt.
Efter 73 minutter markerde NFC’erne stort for Amager-hånd på bolden i feltet efter et godt angreb, men dommeren vinkede afvisende.
Få minutter senere var NFC så deciderede uheldige, da indskiftede Luca Kjerrumgaard ellers flot vendte og drejede sig i Fremad Amager-feltet og fik sendt en flad afslutning mod det lange hjørne. Desværre prellede afslutningen af på overliggeren.
Nykøbing FC pustede og prustede rundt om Fremad Amagers felt, men de helt store åbne chancer kom aldrig.
I stedet bankede Michael Hemmingsens tropper de sidste søm i NFC-kisten med en scoring til 0-2 og et flot frisparksmål til 0-3 i slutfasen, da Claus Jensens drenge storsatsede fremad.
Nykøbing FC måtte derfor sande et nyt nederlag, og det er nu tid til selvransagelse frem mod næste weekends vigtige udekamp mod Hillerød.
Nykøbing FC – Fremad Amager
10.09.22 Kl. 15:00
NordicBet Ligaen, 9. spillerunde.
0-3 (0-0)
0-1, Henrik Meister (57 min)
0-2, Hector Eusebius (88 min)
0-3, Mads Aaquist (90+ min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Elias Gärtig (57. Thor Høholt), Oscar Fuglsang, Victor Christiansson (45. Milas Schwensen), Valon Ljuti, Mads Carlson (85. Emeka Nnamani), Emilio Simonsen, Mathias Gehrt, Ahmed Hassan (57. Luca Kjerrumgaard).