Seneste nyt

Glad cheftræner: Vi spillede en klog og kynisk kamp

af

Jens Olsen var efter dagens flotte 3-1-sejr over Silkeborg tilfreds med sit hold, som han mente spillede en klog, kynisk og professionel kamp.

Nykøbing FC tog søndag eftermiddag en flot skalp, da en af konkurrenterne i toppen af rækken blev sendt hjem med et 3-1-nederlag.

Efter kampen havde cheftræner Jens Olsen ros til sit mandskab, som han mente spillede en kynisk kamp på den gode måde.

– Vi er naturligvis meget glade for den her sejr, og det er en stor forløsning. Vi havde forberedt os godt, og spillerne udførte planen helt fantastisk.

– Jeg synes, at vi spillede en meget klog kamp, hvor vi var gode til at vurdere, hvornår vi henholdsvis skulle spille, forsvare og presse. Vi var kolde, når det kom til at slå til på det rette tidspunkter, og det var dejligt at se, siger Jens Olsen.

Senest vi mødte Silkeborg tabte vi, og efter den kamp var Jens Olsen efter sine spillere. Han glæder sig over, at de i dag gav svar på tiltale.

– Da vi sidst besøgte Silkeborg tabte vi klart, og der var jeg dagen efter lidt efter spillerne, hvor jeg sagde, at der ikke var nogle af dem, der kunne komme på Silkeborgs hold – i dag synes jeg, at det var lige omvendt, og det skal vi selvfølgelig nyde, fortæller Olsen.

Sejren bringer Nykøbing FC op på femtepladsen i NordicBet Ligaen – a point med tredjepladsen. Cheftrænerne holder dog benene solidt på jorden.

– Vi skal ikke gisne for meget om vores placering i rækken. Vi skal fokusere på, at vi tre kampe i træk har lavet point, og det skal man have respekt for i den her række. Præstationerne har været gode og især defensivt har vi set stærke ud. Vi har kun lukket 20 mål ind i 17 kampe, og det er hidtil uhørt for et Nykøbing FC-mandskab.

– Nu ser vi frem mod næste søndag, hvor der venter et fantastisk arvefjendeopgør mod Næstved, hvorefter rækkens førerhold venter herhjemme i CM Arena. Det kunne jo nærmest ikke være skrevet meget bedre for os, slutter han.