Mathias Gehrt var efter dagens uafgjorte resultat mod Thisted ærgerlig over, at det ikke blev til alle tre point.
Nykøbing FC havde sat næsen op efter tre point i dagens kamp mod Thisted og skuffelsen var derfor naturligt til at tage at føle på efter dagens 1-1-kamp.
Chancerne blev skabt i stor stil, men det kneb med at omsætte dem til mål. Det ærgrer Mathias Gehrt, der mener, at Nykøbing FC burde have haft alle tre point.
– Det er selvfølgelig ikke et resultat, som vi er tilfredse med. Vi får en rigtig dårlig start på kampen, hvor de får et tidligt mål, og så ved vi, at Thisted er svære at spille imod, fordi de stiller sig langt ned. Jeg synes dog alligevel, at vi får skabt en masse chancer, og vi skal helt sikkert score mere end det ene mål. Den sidste aflevering og den sidste skarphed i afslutningerne manglede for, at vi kunne tage alle tre point, og det er selvfølgelig pisse irriterende, siger Mathias Gehrt.
Stemningen i omklædningsrummet efter kampen bar præg af skuffelse, men på trods af det, havde Mathias Gehrt overskud til også at finde positive ting ved dagens opgør.
– Det føles jo lidt som om, at man har tabt kampen. Vi havde selv forventet, at vi skulle have alle tre point, og man kunne også godt mærke, at fansene havde det på samme måde. Vi er selvfølgelig alle skuffede over, at det kun blev til ét point.
– Når dét er sagt, så er der også positive elementer fra dagens kamp. Jeg synes, at vi fik hanket op i os selv i forhold til sidste weekends kamp mod FC Fredericia, og vi spiller som sådan en fornuftig kamp. Vi sad på det hele og skabte chancer – det skal vi tage med os og så samtidig blive bedre til at omsætte chancerne til mål, slutter Gehrt.
Næste kamp for Mathias Gehrt og co. er næste søndag, hvor turen går til Hvidovre.