Seneste nyt

Gehrt efter assist-hattrick: Den nye stil passer mig fremragende

af

Mathias Gehrt sprudlede i dagens sejr, hvor han lagde op til alle NFC-mål. Offensivspilleren glæder sig over den specielle NFC-spillestil, hvor offensiv tænkning er i fokus.

HB Køges defensiv vil givetvis ikke have søde drømme om Mathias Gehrt i nat, da offensivspilleren splittede gæsternes bagerste kæde fra hinanden og kreerede hele tre målgivende afleveringer i dagens 3-1-sejr.

Gehrt glæder sig over sejren og holdets offensive stil.

– Det var den perfekte start for både holdet og vores nye cheftræner. Vi er selvfølgelig alle sammen enormt glade og tilfredse, for det er jo det, vi har arbejdet for i den seneste halvanden måned.

– Vores nye og mere offensiv stil er blevet bedre og bedre for hver træning og træningskamp. Det giver virkelig pote i dag og især i første halvleg skaber vi nogle giftige situationer. Vi stjæler også en masse bolde på grund af vores høje pres, og det er jo dét, der giver os vores mål til 2-0. Vi er i en rigtig god udvikling, siger Gehrt inden, at han ikke kan skjule sin begejstring over holdets måde at spille fodbold på.

– Den nye stil passer mig fremragende. Jeg elsker at spille fodbold, at have bolden og at presse højt, så jeg trives perfekt med den her stil.

CM Arena var velbesøgt i dag med 1050 tilskuere på plads til at støtte holdet. På banen kunne Gehrt da også snildt mærke opbakningen, og det gav ekstra energi.

– Der var rigtig god stemning på lægterne i dag, og vi blev klappet ud af banen efter 1. halvleg – det var rigtig dejligt. VI kunne sagtens mærke, at vi står sammen både på såvel som udenfor banen, og det giver en masse energi. Det var en fornøjelse i dag, slutter Gehrt.

Næste opgave for Mathias Gehrt og co. er næste søndag, hvor der venter en udekamp mod Superliga-nedrykkerne fra Vejle.