Elias Gärtig debuterede i dag for NFC efter, at han denne sommer er vendt tilbage til barndomsklubben. Han ærgrer sig over resultatet, men kan sagtens se lyspunkter i opgøret.
Elias Gärtig var i dag officielt tilbage i barndomsklubben Nykøbing FC, da han startede inde i midterforsvaret med Malte Johannsen.
Nykøbing-drengen spillede en flot kamp, men efter opgøret var det umiddelbart mest det ærgerlige og sene sejrsmål til Lyngby, der fyldte i hovedet hos den 18-årige forsvarsspiller.
– Det var skide ærgerligt, men jeg synes overordnet set, at vi spiller en god kamp. Jeg synes, at vi bliver presset tilbage i de sidste 5-10-minutter af kampen, og så opstår der nogle gange nogle lettere tilfældigheder, der gør, at deres mand pludselig står helt fri foran mål. Det var vildt ærgerligt, siger Gärtig inden, at han fortsætter.
– Jeg synes, at vi som hold fik vist, at vi sagtens kan være med, så det skal vi bygge videre på frem mod næste weekend.
Kampen var Elias Gärtigs officielle debut for NFC, og det var endda på hjemmebane foran mere end 1000 tilskuere. Efter kampen lagde NFC’s nye defensive jernmand da heller ikke skjul på, at det betød noget for ham at spille på det stadion, hvor han også er kommet som barn.
– Det var pisse fedt at få debut i Lollands Bank Park og være hjemme i NFC igen. Jeg har selv været bolddreng hernede på stadion, da jeg var mindre, og min lillebror var det i dag, så det betyder noget for mig at have spillet den her kamp i dag. Det var rigtig, rigtig fedt, og jeg tager trods resultatet meget med til næste weekend, slutter han.
Næste opgave for Gärtig og resten af holdet er næste søndag, hvor der venter en ny hjemmekamp. Denne gang mod FC Fredericia.