NFC’s kampe mod Hvidovre bliver sjældent afgjort med mere end ét mål, og Elias Gärtig forventer det da heller ikke anderledes i morgendagens duel.
I seks ud af de seneste syv dueller mod Hvidovre, er kampen enten endt uafgjort eller afgjort med et enkelt mål.
Statistik er én ting, men det er alligevel et godt udtryk for præcis, hvor tætte kampene mellem NFC og Hvidovre plejer at være.
Elias Gärtig forventer ikke en anderledes kamp, når de to hold for fjerde gang i 2022 støder sammen.
– Det bliver en spændende kamp mod en rutineret modstander. Vi spiller altid lige kampe mod dem, og jeg tror ikke, at det bliver anderledes i morgen. Jeg synes, at vi står et rigtig godt sted, og det fik vi også bevist mod Fredericia. Vi er fuldstændig klar mod Hvidovre, siger Gärtig.
Der blev lukket to mål ind mod FC Fredericia, men efter at have genset kampen, er Elias Gärtig i det store hele opløftet over den defensive præstation, der tilmed gav ham en plads på rundens hold i NordicBet Ligaen.
– Defensivt står vi rigtig godt, og al data vi har set efter kampen mod Fredericia, peger også i den retning. Vores pres længere fremme ad banen begynder at se rigtig godt ud, og når det fungerer, så glider det også nemmere i de bagerste rækker, siger Gärtig, inden han bliver bedt om at forholde sig til sin egen strålende form.
– Min egen form har nok aldrig været bedre. Jeg fik en masse spille i træningskampene, og det har givet mig rigtig god ballast ift. at stå, hvor jeg gør nu. Jeg nyder tilliden fra Claus, og jeg er meget besluttet på at give tilbage gennem gode præstationer. Jeg synes, at Jacobs (Egeris, red.) og mit samarbejde fungerer rigtig godt, og det bliver kun bedre med tiden, slutter den talentfulde stopper.
Der er kampstart lørdag kl. 15:00, og du kan købe din billet på nfc.eventii.dk.