I morgen går det løs til Opening Day i Lollands Bank Park, når vi tager imod Hvidovre IF. Her vil der være masser af tiltag.
Når Nykøbing FC i morgen 12:45 åbner foråret i Lollands Bank Park med en kamp mod Hvidovre IF, vil der være masser af tiltag på stadion.
Gå derfor ikke glip af kampen, men køb allerede din billet nu på nfc.eventii.dk. Køber du din billet i dag sparer du 25,- kr. på voksenbilletter.
Huer og handsker til fans
I forbindelse med, at det i morgen er Opening Day i Lollands Bank Park, vil der være gratis huer og handsker til de første 500 tilskuere, der kommer på stadion.
To NFC-spillere vil stå klar til at klæde jer på lige så snart, at i træder ind af hovedindgangen.
Pauseunderholdning
Den sædvanlige pauseunderholdning, Scor Kassen, er sparket til hjørne indtil næste hjemmekamp, da der til denne specielle NordicBet Liga Runde til Opening Day i stedet vil være en straffesparkskonkurrence.
U19-målmand i NFC Malte Kromann står i målet overfor tre friske tilskuere, der skal forsøge sig fra 11-meterpletten. Scorer man går man videre i konkurrencen, misser man, er man ude. Brænder alle får alle deres tur igen, og sådan fortsætter vi indtil, at der kun står én, vinder tilbage.
Vinderen får en signeret NFC-trøje samt fire billetter til næste hjemmekamp, imens nummer to og tre må ’nøjes’ med henholdsvis fire og to billetter til næste hjemmekamp.
VIP-billetter
Fem heldige vindere er i løbet af ugen blevet udtrukket som særlige VIP-gæster, hvorfor de udover to billetter til kampen, har modtaget en speciel billet, der giver adgang til både øl/vand, pølse samt ikke mindst et NFC-halstørklæde.
Hjælp os med at indsamle penge til børnene i Ukraine
Ingen børn skal leve i frygt og situationen i Ukraine er ubærlig.
Vi har derfor besluttet at oprette en indsamling til fordel for børnene i Ukraine, og vi håber, at i alle vil være med til at støtte op om tiltaget. Ingen donationer er hverken for små eller store.
Pengene går ubeskåret til Red Barnet.
Du donerer via mobilepay på nummeret 823002.
I samme forbindelse vil Nykøbing FC sammen med Hvidovre før kampstart holde et banner med et klart budskab om at stoppe krigen i Ukraine.