Seneste nyt

Forrygende afslutning: Nykøbing FC lukkede sæsonen med storsejr

af

Søndag eftermiddag lukkede og slukkede Nykøbing FC 17/18-sæsonen med en stensikker sejr, da Skive IK blev sendt hjem med et 4-0-nederlag.

Søndag eftermiddag bød Nykøbing FC velkommen til sæsonens sidste kamp, og det blev en glædelig begivenhed, da modstanderne fra Skive blev sendt hjem med et 4-0-nederlag.

CM Arena var badet i solskin og der var masser af mennesker, som før kampen kunne hylde Nicolai Jessen for titlen som årets spiller kåret af fansene.

Kampen startede roligt, og ingen af holdene fik for alvor sat sig på opgøret. Skive fik mange dødbolde rundt om Nykøbing FC’s felt, men uden at det gik hen og blev farligt.

De første nervøse 10 minutter blev dog afløst af total Nykøbing FC-dominans. Nicolai Jessen åbnede chance-ballet, da han i venstresiden modtog en lang aflevering. Jessen tog bolden ned og snød sin mand, men desværre gik hans afslutning i sidenettet.

Bedre held med sin afslutning havde Joachim Wagner blot to minutter senere. Angriberen modtog en bold i højresiden, som han på elegant vis tog ned. Wagner trak udad i banen, hvorefter han hamrede bolden i det lange hjørne fuldstændig utageligt for Skive-målmanden.

Dermed var Nykøbing FC foran, og det virkede til at ødelægge Skives ellers gode moral, som de kom med fra kampens start.

Gæsterne forsøgte at blive farlige på omstillinger, men en suveræn defensiv indsats af firebackkæden bestående af Chris Thorsheim, Jeppe Arnesen, Jordan Wilson og Lars Pleidrup betød, at det aldrig for alvor brændte på hos Sebastian Olsen i målet.

I stedet trak Skive sig tilbage, og det gjorde det svært at skabe store chancer.

Ind til 2-0 skulle bolden dog. Det skete da Søren Christensen modtog en høj bold på kanten af Skives felt, og med nærmest stoisk ro og overblik, lagde han med brystet bolden til rette til Mikkel Dahl. Nykøbing FC-topscoreren svigtede ikke, men scorede stensikkert til 2-0.

Nykøbing FC kontrollerede kampen i de resterende 10 minutter af første halvleg, hvorfor 2-0-føringen stod ved pausetid.

Efter pausen fortsatte Nykøbing FC med at holde kampen i et jerngreb. Skive kom ikke til chancer, og gæsterne havde generelt svært ved at spille sig ud af hjemmeholdets pres.

Mads Kaalund spillede en ny flot kamp på den centrale midtbane og godt og vel fem minutter inde i anden halvleg, var han tæt på at krone indsatsen med et fantastisk scoring. Kaalund tog chancen fra en spids vinkel fra en position udenfor feltet, men desværre måtte han se træværket afvise hans ellers flotte forsøg.

Bolden sprang i samme moment ud til Nicolai Jessen, som forsøgte at firsttime bolden i kassen til 3-0. Hans forsøg gik dog forbi mål.

Lars Pleidrup spillede igen i eftermiddag på venstreback, og det med stor succes. Efter en times tid drønede anføreren til mållinjen, hvorfra han via en aflevering skråt bagud i Skive-feltet fandt op til flere NFC-spillere, der var klar til at sparke bolden i kassen.

Mikkel Dahl tog dog æren, da han hamrede sin 12. sæsonscoring ind højt oppe i målet.

Resten af halvlegen bød på op til flere store chancer til Nykøbing FC. Ikke mindst på grund af Sigurd Schøndorf, der lavede et rigtig flot indhop og skabte stor uro i Skives bagerste geledder.

Med 15 minutter igen kom Skive til deres eneste reelle chance, da de pludselig kom først på en løs bold bagerst i Nykøbing FC-feltet. Sebastian Olsen fik dog vist, at han var vågen, og han reddede flot forsøget til hjørnespark. Kort efter havde Skive et frispark i en god position, men den spillende assistenttræner, Martin Thomsen, sparkede et godt stykke over mål.

I stedet lukkede og slukkede Nykøbing FC kampen og sæsonen i den anden ende.

Indskiftede Sebastian Koch har en fart som ganske få, og fem minutter før tid, blev han retvendt mod Skive-målet. Gæsterne kunne ikke følge Koch, der drev bolden opad banen og flot afsluttede med en hård flad afslutning, som målmanden intet skulle stille op imod.

Dermed stod den 4-0, og det blev også kampens slutresultat efter en forrygende forestilling i CM Arena.

NordicBet Ligaen, 33. runde.

Søndag d. 20. maj 2018

13:45 i CM Arena.

Nykøbing FC – Skive IK

4-0 (2-0)

1-0, Joachim Wagner (12 min)

2-0, Mikkel Dahl (26 min)

3-0, Mikkel Dahl (56 min)

4-0, Sebastian Koch (85 min)

Nykøbing FC (4-3-3): Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Jeppe Arnesen, Jordan Wilson, Lars Pleidrup (68, Due), Jakob Bonde, Mads Kaalund, Søren Christensen, Joachim Wagner (79. Koch), Nicolai Jessen (64. Schøndorf), Mikkel Dahl.