Efter fem kamp i træk uden sejr, kunne de hårdt fightende spillere fra Nykøbing FC endelig igen smage sejrens sødme da de tog alle tre point mod Middelfart på Lollands Bank Park.
Inden kampen lå Middelfart femten point foran Nykøbing FC og havde trods alt en tredjeplads at spille for, hvis FC Roskilde taber i Aarhus i den direkte oprykningsfinale på lørdag mod Aarhus Fremad.
Nykøbing FC’s spillestil er sådan, at det er koncentration og fight fra start til slut og det var det også i kampen mod fynboerne. Det er sådan ligegyldigt hvem der står på den anden side af midterlinjen. Alligevel var det udeholdet som kunne bringe sig foran efter 13 minutter da Simon Trier hoppede højest ved forreste stolpe og headede bolden utageligt for Jeppe Rasmussen, Folketidende Gruppen, i nettet ved fjerneste stolpe.
Arh, det var en kold spand vand i ansigtet på den i det i forvejen regnvåde efterårsvejr på Lollands Bank Park i juni.
Som skrevet i indledning har Nykøbing FC kun en måde at spille på og det er hurtigt og målsøgende spil. Kombinationerne i starten af kampen var gode, og det fortsatte de med selvom man kom bagud 0-1. Der var chancer til Ole Jakobsen og Asger Højmark, men der skulle gå 37 minutter før Nykøbing FC fik udlignet.
Det begyndte med en forsvarsaktion fra Sebastian Nørløv, Profil og Reklametryk, der i samme moment blev slået groggy, og måtte lade sig udskifte ved næste spilstop.
Nørløv fik dog afleveret bolden til Adam Vendelbo, Toms Have, Park- og Anlæg, i det moment hvor han blev skadet. Adam Vendelbo tog et raid op ad banen, og Middelfart spillerne fik først stoppet ham i straffesparksfeltet, og der var ingen tvivl fra dommeren.
Adam havde diamanter i benene i dag. Så meget at han også følte sig klar til også at tage straffesparket. Heldigvis for det. Han fintede målmanden væk og satte bolden midt i målet.
Inden han kunne sparke skulle stakkels Nørløv lige ud af banen. Jacob Blach Nielsen, Jyske Bank, kom ind i stedet. Det tog lidt tid.
I anden halvleg fortsatte Nykøbing FC det høje presspil og det behagede bestemt ikke Middelfartspillerne. Til gengæld var de gode til at tilspille sig halve og hele chancer, men Jeppe Rasmussen havde besluttet sig for at nok var nok. Ikke flere mål i dag.
Det var der nu i bjørnene. Efter 67 minutter erobrer Simon Madsen bolden på Middelfarts banehalvdel. Trækker ind i banen og afleverer bolden ud til ham med diamanter i benene, Adam Vendelbo, der fra en lidt spids vinkel i straffesparksfeltet tørt sparker bolden mod fjerneste stolpe. Den rammer han, men en forsvarsspiller kunne ikke gøre så meget andet end at sparke bolden i nettet på returen. Skidt for fynboerne, men hvor var det forløsende for Nykøbing-spillerne.
I resten af kampen forsøgte Middelfart at sætte farlige angreb op, men Nykøbing tacklede og kastede sig ned i blokeringer hver gang de var på skudhold og som skrevet tidligere havde Jeppe Rasmussen besluttet sig for at tage sig af resten – skulle der komme noget.
Det var Nykøbing FC’s anden sejr i oprykningsspillet – og så var Manager Claus Jensen fraværende grundet sygdom. På lørdag venter Esbjerg fB i sæsonens sidste kamp.
Nykøbing FC – Middelfart BK 2-1 (1-1)
13. 0-1 Simon Trier
41. 1-1 Adam Vendelbo
68. 2-1 Lasse Thomsen (selvmål)
Nykøbing FC’s opstilling:
Jeppe Rasmussen
Simon Madsen
Oskar Gärtig
Elias Gärtig
Noah Larsen
Oliver Angus
Jonathan Pank (65. Lucas Nyman)
Sebastian Nørløv (41. Jacob Blach)
Ole Jakobsen (82. Andreas Bredahl)
Adam Vendelbo
Asger Højmark Jensen
Tilskuere: 450
Øverst lykønsker Oliver Angus Adam Vendelbo med sin flotte straffesparsscoring. Angus har spottet fotografen.
Foto: Betamy Foto- og Droneservice.