Seneste nyt

Første halvleg blev afgørende i nederlag til FC Fredericia

af

Onsdag aften blev oktober måneds udsatte opgør mod FC Fredericia spillet. Efter en skidt første halvleg, blev det desværre til et 3-2-nederlag.

Der var dømt midteropgør mellem Nykøbing FC og FC Fredericia, da de to mandskaber onsdag aften mødtes i en tågefyldt Nykøbing F. Idrætspark.

Tågen skulle ikke vise sig at volde problemer, men det gjorde FC Fredericia i stedet i kampens indledning, da de var mest på bolden.

Efter små 10 minutter fik Jakob Bonde dog en fin mulighed efter et hjørnespark, og selvom flere tilskuere troede, at bolden var på vej i nettet, så måtte de i stedet se den suse snært forbi mål og til målspark.

Chancen til Jakob Bonde gav momentum til Nykøbing FC, der kom langt mere på bolden og generelt styrede kampens tempo. Alligevel var det dog FC Fredericia, der fik kampens foreløbigt største chance, da de kom til baglinjen og sendte et fladt indlæg ind i det lille felt.

En Fredericia-angriber kom først på bolden, men Sebastian Olsen reagerede fantastisk inde på stregen, hvorfor gæsterne måtte nøjes med et hjørnespark.

Kampen bølgede i det hele taget frem og tilbage i første halvleg og begge mandskaber havde deres chancer for at bringe sig i front. Efter en god halv time var Jakob Bonde tæt på at score et ganske ekvilibristisk mål med hælen efter en dødbold, men også hans forsøg sneg sig over mål.

I stedet gik det den anden vej, og Fredericia fik i de sidste 10 minutter før pausen lagt et tryk mod Nykøbing FC’s mål. Det udmøntede sig i to dødboldsmål, da Frans Dhia Putros først scorede ved forreste stang efter et hjørnespark og fem minutter senere scorede på saksespark efter endnu et af slagsen.

Dermed gik gæsterne til pause med en 2-0-føring og Jens Olsens tropper stod pludselig overfor noget af en udfordring i anden halvleg.

Nykøbing FC kom dog ud til anden halvleg med fornyet energi, og allerede efter fem minutter blev der sat en reducering i kassen. Nykøbing FC blev tilkendt et straffespark, og Jakob Bonde sparkede den ind med stor sikkerhed.

Kort tid efter brød jublen løs i Nykøbing F. Idrætspark, da Emil Holten fik bolden i nettet efter et fremragende fladt indlæg af Anders Due. Desværre vinkede linjedommeren for offside i situationen.

Emil Holten og resten af holdet formåede dog at bevare momentum og i minutterne efter det annullerede mål havde hjemmeholdet et stort overtag.

Det store overtag blev dog erstattet af noget af en mavepuster, da Fredericia fik tilkendt et straffespark. Brent McGrath tog sig af det med stor sikkerhed, da han placerede bolden i venstre hjørne uden chance for Sebastian Olsen.

Efter scoringen til 3-1 dalede kampen en anelse i tempo, men små 10 minutter senere kom der atter gang i den. Først fik Nykøbing FC en afslutning efter et hjørnespark blokeret, hvorefter Fredericia slog kontra og Sebastian Olsen igen måtte hive en flot redning ud af ærmet på en friløber.

Gæsterne forsøgte herefter at trække tempoet ud af kampen samtidig med, at de stillede sig et hak længere tilbage på banen. Det gjorde det svært for Jens Olsens tropper at skabe chancer, men alligevel kom der spænding i de døende sekunder, da Mads Kaalund reducerede i dommerens overtid.

Mikkel Dahl sparkede et frispark i muren inden, at Martin Svensson tog chancen på returen og sparkede på stolpen. Mads Kaalund var dog vågen i situationen, hvorfor han var hurtigst over den næste retur, som han køligt sparkede ind i det lange hjørne.

Dermed blev der pludselig bidt negle i Fredericia-lejren i døende sekunder, og det blev ikke mindre spændende, da Nykøbing FC blev tilkendt et frispark højt oppe på gæsternes banehalvdel.

Jens Olsen beordrede samtlige spillere – inklusiv Sebastian Olsen, frem i feltet, men desværre sad indlægget i lapperne på Fredericia målmand, hvorefter kampen blev fløjtet af.

Dermed led Nykøbing FC deres første nederlag i seks kampe.

NordicBet Ligaen.

Søndag d. 15. november 2017.

14:30 i Nykøbing F. Idrætspark.

Nykøbing FC – FC Fredericia

2-3 (0-2)

0-1, Frans Dhia Putros (35 min)

0-2, Frans Dhia Putros (45 min)

1-2, Jakob Bonde, Str. (50 min)

1-3, Brent McGrath, Str. (64 min)

2-3, Mads Kaalund (90 min)

Nykøbing FC (4-3-3): Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Kasper Jensen, Jakob Bonde, Mads Delord, Jordan Wilson, Søren Christensen (61. Mads Kaalund), Lars Pleidrup, Anders Due (78. Mikkel Dahl), Nicolai Jessen (61. Martin Svensson), Emil Holten.