Nykøbing FC spiller i morgen første træningskamp, når Næstved kl. 12:00 byder Mikkel Thygesens tropper velkommen.
Efter et par ugers intens opstart er det lørdag tid til at få vigtige minutter i benene, når Nykøbing FC i morgen møder Næstved Boldklub i sommerens første testkamp.
Cheftræner Mikkel Thygesen og resten af teamet har haft stort fokus på at få skabt et fysisk stærkere fundament til den kommende sæson, og derfor har træningsugen budt på masser af hårdt arbejde både med og uden bold.
– Spillerne har lagt sig i selen og arbejdet virkelig godt. Vi har haft et klart fokus på at lægge fysisk på her i opstarten, og det har betydet, at vi har kørt dem godt igennem. Der er blevet bygget lag på, og det skal vi fortsætte med de kommende uger, siger cheftræner Mikkel Thygesen.
Mens den fysiske base er blevet styrket, har holdet også arbejdet på de taktiske rammer og relationerne på banen. Alt sammen med det mål at stå knivskarpt, når sæsonen sparkes i gang.
Lørdagens træningskamp mod Næstved handler dog i første omgang om at komme i gang og tage de første vigtige skridt mod at ramme kampformen frem mod sæsonstarten d. 2. august.
– Vi har en rigtig god gruppe af spillere pt. og jeg synes, at vi står et godt sted på det her tidspunkt af opstarten. Det er tydeligt at mærke, at vi efterhånden har en gruppe, der kender hinanden godt, siger cheftræneren og fortsætter om morgendagens kamp.
– Kampen mod Næstved bliver en god mulighed for at få vigtige minutter i benene. Vi kommer til at bruge alle kampklare spillere og sikre, at alle får spilletid. Det handler om at få alle i spil, mærke intensiteten og tage de næste skridt i forberedelserne, forklarer Thygesen.
Truppen glæder sig til at komme i kamp igen og tage hul på den del af opstarten, hvor det hårde arbejde for alvor skal omsættes til præstationer på banen.
Kampen markerer samtidig startskuddet på i alt tre testkampe, hvor formen skal finpudses frem mod turneringsstart d. 2. august, hvor turen går til oprykkerne fra Hørsholm-Usserød.
Morgendagens kamp mod Næstved spilles på Næstved Stadion med kampstart kl. 12:00.
Foto: BetaMy











