
Nykøbing FC kom bagud tidligt, men kæmpede sig flot tilbage og sikrede sig et enkelt point i dagens 1-1-kamp mod Skive IK.
2. division sitrede forud for kl. 14:00 lørdag eftermiddag, da alle hold var i kamp samtidig og mange hold havde kniven for struben ift. om man skulle spille opryknings- eller nedrykningsspil fra næste runde.
Skive havde brug for en sejr for at sikre sig en plads i top-seks, imens Nykøbing FC havde hårdt brug for point og momentum til at tage med sig ind i nedrykningsspillet.
Kampen startede til gengæld uden den store nerve – for den nåede simpelthen ikke at indfinde sig før, at Skive var tæt på at bringe sig foran med 1-0 efter 20 sekunder. Overliggeren tog dog fra for Jeppe Rasmussen, som i dag vikarierede for en skadesramt Marco Brylov.
Skive startede kampen bedst, og de kom især godt over kanterne, hvor de bragte sig selv i overtal og blev farlige.
Efter 10 minutter fik de tilspillet sig i hjørnespark, og så kunne de tæt under mål heade bolden i kassen til en tidlig føring.
Skive fortsatte med at være mest på bolden, og NFC var i denne fase af kampen kun sporadiske gæster omkring Skives felt. Efter 18 minutter forsøgte gæsterne sig fra distancen, men den knastørre afslutning endte lige i lapperne på Jeppe Rasmussen.
Nykøbing FC kom mere på bolden i det næste kvarter, men de mørkeblå ledte efter løsningerne på banens sidste tredjedel. Skive, der var godt tilfreds med resultatet, lå nu mere og lurede på omstillingerne.
Mod første halvlegs afslutning stod der mere og mere NFC på kampen, men den helt store og åbne chance kom ikke. I dommerens tillægstid blev NFC tilkendt et frispark på kanten af gæsternes felt, men Oliver Svendsens forsøg strøg i muren.
Dermed gik Skive til pause med en 0-1-føring.
Nykøbing FC kom godt ud til anden halvleg start, og der var ikke spillet mange minutter før, at Mikkel Dahl fik tegnet sig for en afslutning fra kanten af feltet. Afslutningen sad dog lige på Skives målmand.
Det var i det hele taget et bedre spillende Nykøbing FC mandskab, der var kommet ud af omklædningsrummet, og pludselig sad man med følelsen af, at der sagtens kunne ligge point til Mikkel Thygesens mandskab.
Efter en lille time fik Emmanuel Ogude og Mikkel Dahl kombineret flot inden, at Emil Wass var millimeter for at ryge alene igennem med Skive-målmanden, som dog akkurat nåede ud for næsen af Wass og snuppede bolden.
Få minutter senere fik Nykøbing FC så som efterhånden fortjent. Emmanuel Ogude blev væltet omkuld i feltet, og så pegede dommeren på straffesparkspletten. Mikkel Dahl scorede usvigeligt sikkert til 1-1.
Kampen balancerede herefter på en knivsæg, men det var fortsat NFC, der var mest på kuglen og pressede på at finde løsningerne til den afgørende chance.
Skives skæbne var også på vippen, men med 20 minutter igen kunne de være fint tilfredse med uafgjort, da andre resultater flaskede sig for dem. De havde derfor ikke alt for travlt med de offensive aktioner.
Mod kampens afslutning pressede Nykøbing FC mere og mere på for sejren. Med 10 minutter igen vandt Peter Ullum en hovedstødsduel tæt under mål, men hans tværaflevering fandt desværre ikke en mørkeblå.
Kort efter røg flere indlæg ind i Skive-feltet, og det gav returbolde i gæsternes felt. En sådan en opsnappede Benjamin Kold, hvorefter han hakkede på kassen, men afslutningen blev blokeret i et tætpakket Skive-felt.
Benjamin Kold, lavede i det hele taget et godt indhop i dagens kamp, og efter 83 minutter lignede det, at han tiltvang endnu et NFC-straffespark. Denne gang vinkede dommeren dog afværgede.
Det var Nykøbing FC her, der og alle vegne i slutfasen, og drengene kæmpede forbilledligt for at få sat den afgørende scoring ind.
I det 90. minut fik Mikkel Dahl en stor chance for at sende NFC på sejrskurs, men hans hovedstød endte lige i lapperne på målmanden.
NFC pressede og pressede, men yderligere mål blev det ikke til, hvorfor det hele sluttede med 1-1 og dermed en pointdeling.
Nykøbing FC – Skive IK
12.04.25 Kl. 14:00 i Lollands Bank Park
2.division, 22. spillerunde.
1-1 (0-1)
0-1, Lukas Wagner (10 min)
1-1, Mikkel Dahl (62 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Oliver Svendsen (78. Oscar Gärtig), Kasper Jensen, Peter Ullum, Villads Mølgaard (67. Simon Madsen), Mikkel Basse, Oliver Angus, Marcus Hansen (78. Benjamin Kold), Emil Wass (67. Lucas Nyman), Emmanuel Ogude, Mikkel Dahl (90. William Lohse).
Tilskuertal: 720
Foto: BetaMy