Ved torsdagens afslutningsarrangement blev Finn ‘Vicevært’ Frederiksen kåret til Årets frivillige i Nykøbing FC.
Traditionen tro blev årets frivillige i Nykøbing FC kåret ved sæsonens afslutningsarrangement.
Sidste år var det den mangeårige NFC Supporter og frivillige Jette Harms, som kunne løbe med hæderen, men selvom Jette også snildt kunne have taget æren igen i år, var det en anden af klubbens mest rutinerede kræfter, der løb med hæderen.
Finn Frederiksen har sammen med sin kone, Elisabeth, været i klubben i en menneskealder, og der er snart ikke den opgave, som han enten ikke allerede har løst eller pt. løser i dagligdagen omkring kampafvikling i Lollands Bank Park.
Uanset om det er hjørneflag, der skal på plads, banen der skal vandes eller ad hoc opgaver, der skal løses – så står Finn klar.
Selvom der er mange dedikerede og hårdtarbejdende frivillige i Nykøbing FC, faldt valget derfor på Finn Frederiksen som årets frivillige i Nykøbing FC.
Finn kunne desværre ikke være til stede ved afslutningsfesten, hvorfor sidste års vinder, Jette Harms, tog imod prisen på vegne af ham.