Seneste nyt

Festen genoptaget i Lollands Bank Park: 3-1-sejr over Hobro

af

Efter en on off-præstation mod Fremad Amager i seneste hjemmekamp, var Claus Jensens mandskab i dag tilbage med en forrygende hjemmesejr på 3-1 over Hobro.

Efter sidste weekends 0-5-sejr i Jammerbugt, var det noget af en præstation, der skulle følges op på, da Nykøbing FC i dag hjemme tog imod Hobro i Lollands Bank Park.

Nykøbing FC fortsatte, hvor de slap fra Jammerbugt-kampen, og Claus Jensens drenge sprudlede i de første 45 minutter, hvor det ene mønsterangreb efter det andet blev sat sammen.

Allerede efter fem minutter var hjemmeholdet ved at komme i front, da Mikkel Andersen slog et skarpt indlæg mod Mathias Kristensen, som lagde bolden på tværs til Sebastian Koch. Kochs forsøg blev blokeret tæt under mål, men så var første varselsskud sendt afsted.

Angrebene buldrede ned mod Hobro-målet alt imens, at Claus Meyer og Thomas Vibe i speakerboksen animerede tilskuerne til opbakningen fra lægterne.

Efter 10 minutter havde Valon Ljuti bud efter sit første NFC-mål, men hans forsøg fra kanten af efter endnu et godt angreb, røg et stykke over mål.

Efter 15 minutter kom den fortjente føring dog, og det kom fra en ganske rutineret fod.

Mathias Kristensen fik kælent lagt bolden til rette for Legende-Lars i Hobro-feltet, og anføreren sparkede stensikkert bolden i kassen til 1-0.

Få minutter senere ville 50-kamps jubilaren Victor Christiansson også forsøge sig mod sin første NFC-kasse, men også hans forsøg fra kanten af feltet strøg over mål.

Det skortede i det hele taget ikke på chancer for NFC, og minuttet efter Christianssons forsøg var Lars Pleidrup tæt på at blive dobbelt målscorer. Denne gang blev hans forsøg dog blokeret tæt under mål.

Hobro var sjældne gæster i NFC-feltet, og det kunne da også snildt have været blevet mere end 1-0 ved pausefløjt.

Efter 32 minutter fik en flyvende Lars Pleidrup ved bagerste Hobro-stolpe lagt bolden på tværs til Sebastian Koch. Hårdt presset tæt under mål sparkede Koch dog akkurat forbi mål, hvorfor det forblev 1-0 ved pause.

I anden halvleg kom Hobro ud i et højere tempo, og det gjorde kampen mere lige i starten af kampens anden halvdel.

Alligevel var det dog NFC, der tegnede sig for første chance i 2. halvleg, da Koch sendte et knaldhårdt indlæg fladt i boksen, hvor Nicolai Jessen var tæt på at kunne score til 2-0. Tilnærmelsen blev dog afvist i sidste øjeblik.

I stedet blev det 1-1.

Gæsterne slog et flot indlæg fra højresiden til bagerste stang, hvor Kasper Høgh lurede. Høgh tøvede ikke, men bankede flot bolden op i nettaget til 1-1.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og holdene havde skiftevis momentum.

Det var dog NFC, der for alvor satte trumf på midt i anden halvleg. Nicolai Jessen tørrede fuldstændig gæsternes højreback, hvorefter han sendte et hårdt fladt indlæg i boksen. Koch satte den brede inderside på og scorede til 2-1.

Herfra stod der NFC på det hele igen og efter 77 minutter blev det da også 3-1.

Denne gang blev Mads Carlson sendt alene igennem i højresiden, hvor han elegant chippede bolden over målmanden og ind til en helt fri Nicolai Jessen.

’Geparden fra Rødby’ satte indersiden på og scorede i sikker stil til 3-1.

NFC fandt herefter for alvor frem til de samme flotte takter fra 1. halvleg, hvor flere flotte angreb var tæt på at blive omsat til en 4-1-scoring.

Både Mikkel Andersen og Nicolai Jessen måtte dog se ellers gode forsøg gå snært forbi og blive reddet af Hobro-målmanden.

Resultatet kunne der dog ikke pilles ved, hvorfor det blev til en fantastisk 3-1-sejr over Hobro.

Nykøbing FC indtager nu aktuelt 5. pladsen i NordicBet Ligaen.

Nykøbing FC – Hobro IK

06.11.21 Kl. 14:00 i Lollands Bank Park

15. Spillerunde i NordicBet Ligaen.

1-0, Lars Pleidrup (14 min)

1-1, Kasper Høgh (53 min)

2-1, Sebastian Koch (67 min)

3-1, Nicolai Jessen (77 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Jacob Egeris, Andreas Holm, Lars Pleidrup, Victor Christiansson, Valon Ljuti, Mathias Gehrt, Sebastian Koch (73. Mads Carlson), Nicolai Jessen (87. Willads Delvin), Mathias Kristensen.