Nykøbing FC leverede en fantastisk kamp mod Lyngby og tager tre point med hjem i bussen til Sydhavsøerne.
Der ventede Nykøbing FC en svær opgave, da NordicBet Ligaens nummer to, Lyngby BK, tog imod fredag aften.
Aftenen udviklede sig dog til en regulær NFC-fest, og så kunne de mange medrejsende Nykøbing FC-tilhængere juble over tre flotte point mod en ad rækkens absolut bedste mandskaber.
Det startede dog ikke fantastisk for NFC.
Allerede efter 35 sekunder kom Lyngby frem til kampens første større chance, men en fri afslutning tæt under mål blev heldigvis sparket over kassen.
Hjemmeholdet moste i det hele taget på i kampens indledning og både Rezan Corlu og topscorer Emil Nielsen var tæt på at kunne notere et tidligt føringsmål. Stolpen og et forsøg snært forbi kassen kom dog i vejen for hjemmeholdet.
Langsomt, men sikkert, kom Nykøbing FC bedre med i kampen, og frustrationerne begyndte så småt at komme til syne fra hjemmeholdets offensivspillere.
Nykøbing FC spillede sig bedre ud af presset, men det kneb med at skabe chancer mod den dygtige Lyngby-defensiv anført af Andreas Bjelland.
Efter 21 minutter fik Nykøbing FC dog markeret sig offensivt. Mikkel Juhl, som i dag spillede en god kamp på venstrebacken, slog et indlæg ind i panden på Nicolai Jessen, men forsøget gik forbi kassen.
Lyngby fortsatte med at være farligst foran mål, men NFC havde fundet kriger-egenskaberne frem i dag, hvorfor de fik svære betingelser foran NFC-kassen i denne fase af kampen.
Efter 36 minutter kom Nykøbing FC’s hidtil bedste mulighed, da Mathias Kristensen klappede til kuglen fra små 25 meter. Afslutningen sad lige på målmanden, men den kom med en fart, der voldte keeperen problemer. I sidste ende fik han dog kontrol på bolden.
MK’s forsøg skulle dog vise sig at være et varselsskud. Få minutter senere kom Claus Jensens mandskab nemlig foran med 0-1.
Et hjørnespark blev sparket til forreste stang, hvor Mathias Kristensen snittede bolden videre. Det vidste Malte Johannsen, som havde smidt sin oppasser og derfor kunne pande bolden i nettet bag en sagesløs Lyngby-målmand.
Lyngby pressede på i første halvlegs sidste minutter, og Magnus Westergaard havde da også et forsøg på overliggeren. Storch og co. kunne dog ånde lettet op og gå til pause med en 0-1-føring.
Efter pausen kom Lyngby ud i højt tempo. Få minutter inde i anden halvleg misbrugte de en chance ved forreste stang, men efter 55 minutter kunne NFC ikke holde stand længere.
Et fladt indlæg blev sendt hårdt gennem NFC-feltet, og så kunne Magnus Westergaard dukke op ved bagerste stang og prikke udligningen i nettet.
Havde man forventet, at hjemmeholdet ville presse hårdt på for føringsmål i minutter herefter, så tog man dog fejl. Lyngby havde bolden mest, men Nykøbing FC arbejdede sig på ny rigtig godt ind i kampen.
NFC havde mange gode omstillingsmuligheder, men gang på gang fik Lyngby akkurat forpurret ellers fine muligheder i eget felt.
Chancer væltede ingen af holdene sig i, i denne fase af kampen, og pludselig sad man med fornemmelsen af, at de 3784 tilskuere havde en helt tæt kamp foran øjnene.
Kampen bølgede frem og tilbage, men NFC-defensiven anført af en utroligt velspillende midterakse med Malte Johannsen og Jacob Egeris, fik gang på gang stoppet hjemmeholdet.
Lyngby satsede hårdt på de tre point i slutfasen, og det gav omvendt plads i den anden ende.
Kasper Jensen ofrede sig efter 91 minutter i en defensiv aktion, hvorfor han fik headet bolden frem til indskiftede Mathias Gehrt. Gehrt gav bolden en yderside ind til Mathias Kristensen, der resolut sparkede bolden i det lange hjørne uden chance for målmanden.
Oppe med 1-2 lurede det flotte resultat for alvor, men Lyngby satsede alt i slutfasen.
Få sekunder før slutfløjt hoppede og dansede bolden da også omkring Nykøbing FC’s lille felt, men i sidste ende fik NFC-drengene clearet, hvorefter dommeren til stor lettelse fløjtede kampen af.
Sejren betyder, at NFC foreløbigt stryger tilbage på 6. pladsen i NordicBet Ligaen, og at der nu venter et brag af en kamp næste fredag hjemme i Lollands Bank Park, hvor AC Horsens kommer på besøg.
Køb allerede nu din billet til den kamp på nfc.eventii.dk.
Lyngby BK – Nykøbing FC
11.03.21 Kl. 19:00, Lyngby Stadion.
21. Spillerunde i NordicBet Ligaen.
0-1, Malte Johannsen (42 min)
1-1, Magnus Westergaard (55 min)
1-2, Mathias Kristensen (90+1 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Malte Johannsen, Mikkel Andersen, Victor Christiansson, Valon Ljuti, Lars Pleidrup, Nicolai Jessen (74. Mathias Gehrt), Emeka Nnamani, Mathias Kristensen.