Seneste nyt

Fantastisk comeback sikrede premieresejr

af

Nykøbing FC var bagud med 1-2 kort før tid, men fantastisk fight og en Joachim Wagner i hopla, sikrede en fuld fortjent 3-2-sejr i sæsonpremieren.

Der var lagt op til fest, da Nykøbing F. Idrætspark søndag eftermiddag lagde græs til sæsonens første kamp i 1. division.

Spillerne og staben rundt om dem gjorde deres for, at festen langt fra blev en fuser, men derimod en, der vil blive husket.

Allerede fra kampens start begyndte det at se godt ud for Jens Olsens mandskab. Efter ganske få minutter kombinerede NFC sig således igennem i højresiden, hvor Anders Due fandt Joachim Wagner foran kassen. Sidste sæsons topscorer fik dog i denne omgang sin afslutning blokeret tæt under mål.

Joachim Wagner var dog først lige begyndt, og han skulle da også komme i fokus igen kort efter. Angriberen blev sendt alene igennem med Skive-målmanden, men blev væltet omkuld bagfra. Alle troede, at der ville blive fløjtet frispark, og at Skive-spilleren ville blive vist ud, men dommerens fløjte  forblev tavs i situationen.

Spillerne forsatte dog ufortrødent den store dominans i kampes indledning og både Anders Vest-Hansen og Joachim Wagner fik i kampens første 20 minutter sendt kvalificerede langskud mod Skive-buret.

På trods af flot, offensivt og underholdende spil skulle der dog en dødbold til før, at Nykøbing FC fortjent kom i front.

Joachim Wagner sendte et perfekt indlæg ind i panden på Mikkel Dahl, som uden problemer kunne score til 1-0.

Nykøbing FC lignede i perioden herefter et hold, der kunne score til 2-0, hvornår det skulle være, men i stedet gik det galt i den anden ende.

Skive-spiller Jeppe Mogensen tog chancen fra distancen, og hans afslutning susede hele vejen op i det lange hjørne uden chance for Thomas Villadsen i målet.

Udligningen tog dog ikke pusten fra Nykøbing FC, der efterfølgende kom til gode forsøg ved både Joachim Wagner og Anders Due. På trods af de flotte NFC-takter, var det dog alligevel gæsterne, der på kynisk vis bragte sig i front inden pausefløjt.

Denne gang var det Frederik Brandhof, der opfangede en løs bold i feltet, inden han fra tæt hold fladt passerede Thomas Villadsen.

Nykøbing FC brugte resten af halvlegen til at finde egne ben igen, men i dommerens tillægstid fik Mikkel Dahl chancen, da han blev sendt alene igennem i en spids vinkel. Skive-målmanden var dog hurtigt ude af sit mål, hvorfor det i denne situation blot kunne blive til et hjørnespark.

Nykøbing FC gik derfor til pause bagud med 1-2 på trods af, at der havde været et stort overtag  i spil og chancer til hjemmeholdet.

Anden halvleg startede i lidt lavere tempo, og holdene byttede da også halve chancer i det første kvarter af kampens anden halvdel.

Tættest på for Nykøbing FC var Anders Due, da han fra en spids vinkel måtte tvinge Skive-målmanden til endnu en god redning.

Efter en times spil begyndte hjemmeholdet så for alvor at sætte sig på kampen igen, og det med Joachim Wagner i en hovedrolle.

Først sparkede netop Joachim Wagner et frispark tæt over mål, og ‘lige ved og næsten’-forsøget blev da også karakteristisk for det næste kvarter, hvor der stod Nykøbing FC på det hele. Den afgørende, sidste og chanceskabende aflevering manglede dog.

Med 10 minutter tilbage besluttede Joachim Wagner sig dog for at tage slutproduktet i egen hånd. Sidste sæsons topscorer modtog bolden midt på banen, hvorefter han mand mod mand oversprintede Skive-forsvaret, der haltende efter måtte se til, imens Wagner bankede bolden op i den fjerneste krog til 2-2.

Herefter lugtede hjemmeholdet blod, og godt hjulpet på vej af cheftrænerens energiske tilråb, pressede NFC på for sejrsmålet.

Den store energiudladning resulterede få minutter efter udligningen i, at Joachim Wagner erobrede bolden på egen banehalvdel og satte i endnu et hidsigt løb mod Skive-målet.

Angriberen holdt flot tempoet i bolden, hvorfor han fik Skive-forsvarsspilleren på hælene og efterfølgende kunne sparke bolden i kassen til det forløsende resultat, 3-2.

Nykøbing FC forsvarede sig i slutfasen flot samtidig med, at de truede Skive-forsvaret. Sebastian Koch var således kort før tid tæt på at udvide føringen yderligere, men det blev ved 3-2, hvorfor Nykøbing FC kunne notere tre dejlige point i sæsonpremieren.

NordicBet Liga, 1. Division, 1. Runde.
Søndag d. 30. juli 2017.

13:45 på Nykøbing F. Idrætspark

Nykøbing FC – Skive IK 3-2 (1-2)

1-0, Mikkel Dahl (22)

1-1, Jeppe Mogensen (29)

1-2, Frederik Brandhof (37)

2-2, Joachim Wagner (82)

3-2, Joachim Wagner (84)

Nykøbing FC (4-3-3): Thomas Villadsen, Chris Thorsheim, Jakob Bonde, Kasper Jensen, Mads Jensen, Anders Vest-Hansen, Lars Pleidrup, Søren Christensen, Joachim Wagner, Mikkel Dahl, Anders Due (85. Sebastian Koch).