Seneste nyt

Fællesfront mod arvefjendeopgøret: Nykøbing FC arrangerer fanmarch fra Billie Jean

af

Søndag d. 31. marts klokken 13:45 møder vi arvefjenderne fra Næstved i CM Arena, og Nykøbing FC arrangerer i samarbejde med Billie Jean march mod stadion. Billie Jean giver en øl/vand til de første 50 deltagere. 

På søndag gælder det sæsonens tredje og sidste opgør mod vores arvefjender fra Næstved, og sammen skal vi sørge for, at drengene på banen sender ‘De Grønne’ pointløse tilbage til Sjælland.

Nykøbing FC er ubesejret i de seneste fem hjemmekampe, og vi ved derfor, at CM Arena ikke er et nemt sted at spille for vores gæster. Spørg bare Næstved, der september blev sendt hjem med et 4-2-nederlag efter en højdramatisk kamp, hvor der var godt gang i lægterne.

Sammen skal vi igen skabe en elektrisk stemning i CM Arena, hvor Næstved ikke er i tvivl om, hvordan det er at spille mod ét samlet hold fra Lolland-Falster bestående af fans på lægterne og spillerne på banen.

Nykøbing FC arrangerer derfor nu fælles march fra Billie Jean i Nykøbing Falster, så vi sammen kan varme op til kampen og i fælles flok marchere mod CM Arena, hvor vi skal blæse Næstved hjem uden point.

Opvarmningen på Billie Jean starter klokken 11:00, og Billie Jean giver de første 50 deltagere en gratis øl/vand.

Program:

11:00: Opvarmning på Billie Jean

13:00: Afgang mod CM Arena

13:15: Ankomst til CM Arena

13:45: Kampstart