I dag går det igen løs i NordicBet Ligaen, og det bliver en sæson, hvor sammenholdet og den særlige NFC-stil skal sikre, at hele Lolland-Falster og Sydsjællands hold bliver en etableret del af rækken.
Når Lyngby BK i dag kl. 15:00 besøger Lollands Bank Park, markerer det samtidig startskuddet på et comeback i NordicBet Ligaen til Nykøbing FC.
Det bliver en sæson, hvor modstanderne igen får karakter af hold som Esbjerg fB, Lyngby BK og AC Horsens, hvorfor vi går ind i et år fyldt med spænding, kvalitet og ikke mindst stor underholdning.
Netop underholdningen inden for kridtstregerne er noget som NFC har i sit DNA, og det er da også den særlige NFC-stil med omdrejningspunkt i teknisk, offensivt fodbold spillet med stor intensitet og vilje, der skal sikre, at Claus Jensens mandskab etablerer sig på ny i NordicBet Ligaen.
– Vi glæder os helt vildt over at være tilbage i NordicBet Ligaen, og vi ser meget frem til at ride videre på den eufori, der var i sidste sæson – både internt på holdet og i klubben, men også udenfor banen, hvor vi virkelig mærkede det stærke sammenhold og opbakningen i lokalmiljøet. Vi håber og tror på, at vi i fællesskab kan bygge en fæstning i Lollands Bank Park, hvor ingen modstandere synes, at det er sjovt at komme og spille mod os – det starter forhåbentlig allerede i dag, hvor jeg håber, at der kommer mange og bakker os op, siger Claus Jensen inden, at han fortsætter.
– Vi vil fortsætte med vores særlige NFC-stil, hvor vi spiller teknisk, offensiv fodbold med stor intensitet og altid med en ambition om at ville skabe og dominere kampene, ville underholde og begejstre. Det er NFC-stilen, som vi har udviklet på i flere år og hver dag finpudser, og det er sammenholdet og den, der skal sikre os, at vi på ny får etableret os i Nordic Bet Ligaen i denne sæson.
Den blå tråd i udvikling
Imens det overordnede og ambitiøse mål på sigt er at bringe topfodbolden tilbage til Lolland-Falster, har Nykøbing FC sideløbende et mål om, at 50% af truppen og 30% af startopstillingen består af egenudviklede spillere. Den lokale forankring er central i visionen i NFC. De unge fodboldspillere i NFC, på Lolland-Falster og Sydsjælland skal kunne spejle sig i spillere fra de mange klubber i regionen, når de ser NordicBet Liga-holdet spille.
Tallene fra 2019 og 2020 viser, at udviklingen er hvor den skal være henimod målsætningerne, og at den blå tråd, der er snoet gennem hele klubben, stille og roligt giver afkast.
Seneste eksempler på dette er hjemvendte Simon Madsen og Elias Gärtig, der efter at have fået deres indledende fodboldopdragelse i NFC tog til henholdsvis FC Midtjylland og Brøndby IF, hvor de dygtiggjorde sig yderligere inden, at de lokale drenge nu er vendt hjem til NFC. Alt imens, at vores lokale spillere som Jeppe Rasmussen, Benjamin Lauridsen, Nikolaj Bonde, Jacob Blach og Sebastian Koch har udviklet sig gennem egne talenthold frem til divisionsholdet og mange flere talenter er på vej.
Claus Jensen glæder sig enormt over at se, at klubbens strategi bærer frugt.
– Vi har arbejdet målrettet med talentudviklingen i NFC gennem flere år nu i tæt samarbejde med klubberne i regionen. Det er et område, der løbende bliver styrket og udviklingen er vi meget stolte af. Det er meget glædeligt at se, at mange af vores drenge enten har taget turen op gennem egne rækker eller er taget ud og nu kommer tilbage fuld af ny inspiration og lyst til at præstere for NFC. Talentudviklingen er en hjørnesten i visionen i NFC og er helt i tråd med den strategi, der blev lagt for år tilbage, og som vi naturligvis fortsætter med at følge.
Første kapitel i den nye sæson bliver skrevet i dag kl. 15:00, hvor Lyngby BK gæster Lollands Bank Park. Du kan fortsat nå at købe billet via nfc.eventii.dk.