Den hidtil lejede spiller fra FC Nordsjælland, Emeka Nnamani, har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Nykøbing FC.
Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vi har skrevet en 3-årig aftale med Emeka Nnamani, som siden vinter har været i NFC på en lejeaftale.
Emeka har været et fantastisk aktiv for os i foråret, og manager Claus Jensen er da også yderst tilfreds med, at det nu er lykkedes at skrive en permanent aftale med den farlige offensivspiller.
– Emeka har gjort det rigtig godt for os i foråret, hvor det var fra første dag, har været tydeligt, at han rummer et kæmpestort potentiale. Han har et meget højt loft for, hvor langt han kan nå, og jeg er sikker på, at vi sammen kan forløse hans potentiale i NFC. Det er en fantastisk spændende spiller og et godt menneske, som vi nu har glæde af i foreløbigt tre år, siger Claus Jensen.
NFC minder om FC Nordsjælland
Emeka Nnamani har med sit vindende væsen og store egenskaber inden for kridtstregerne fra første dag i klubben taget alle med storm.
Selv føler han også, at han er faldet rigtig godt til i et miljø, som han selv føler minder meget om hvor han kom fra i FC Nordsjælland.
– Jeg har valgt at blive i Nykøbing FC, fordi jeg har følt mig rigtig velkommen fra første dag. Jeg kom hurtig ind på holdet, og jeg fik hurtigt et godt forhold til alle i klubben. Klubben tiltaler mig rigtig meget, og jeg har virkelig fornemmet, at Nykøbing FC vil mig. Jeg føler, at jeg kan udvikle mig godt her, og jeg nyder virkelig, at vi spiller en form for fodbold, som jeg synes rigtig godt om.
– Jeg sætter rigtig stor pris på NFC. Klubben minder meget om det jeg kommer fra i FC Nordsjælland, fordi den virkelig vil de unge. Det har også betydet meget for mig valg. Jeg kan rigtig godt lide klubbens måde at anskue at være fodboldklub på.
– Det var ikke et svært valg for mig at skrive en tre-årig kontrakt her. Jeg er rigtig glad for min nye aftale, siger Nnamani.
Tilflytteren Emeka
Skiftet væk fra FC Nordsjælland var i vinter et stort skridt for Emeka Nnamani – både på og udenfor banen.
For ikke nok med, at han skulle trække en ny trøje over hovedet for første gang i mange år, så skiftede han samtidig også postnummer og dagligdagen i Rødovre ud med en tilværelse på Lolland-Falster.
Emeka har dog allerede lært at holde af Lolland-Falster.
– Jeg har aldrig boet ude før. Det er første gang, at jeg bor væk fra min familie i Rødovre, så det er selvfølgelig specielt at komme til et helt nyt sted, en ny klub og en ny by, men jeg synes, at jeg er faldet rigtig godt til. Jeg bor hos nogle fantastiske mennesker – min plejefamilie, som jeg kalder dem, og de hjælper mig sammen med klubben meget.
– Nykøbing er en dejlig by. Her er roligt, ingen stress og søde mennesker. Man kan godt mærke, at klubben og fodbold generelt betyder meget på Lolland-Falster. Der er stor opbakning omkring klubben, og mange er interesserede i den. Det er mega fedt – det er jo dem, som vi spiller for.
Trods sin korte tid i klubben, er Emeka allerede blevet fanfavorit i Lollands Bank Park. Med sine enestående udfordringer mand mod mand begejstrer han inde på banen, imens især det yngre publikum nyder godt af, at han tager sig tid til at snakke uanset, hvor han bliver mødt.
Selv nyder Emeka at give noget tilbage til fansene.
– Det er dejligt at kunne gøre folk glade. Jeg er glad for, at jeg kan give folk et smil på læben. Det betyder meget for mig, at man kan mærke, at folk støtter en. Opbakningen gør altid en stærkere. Jeg er meget taknemmelig for hver enkelt, der lige giver mig en god kommentar, når jeg går rundt oppe i byen eller nede på stadion.
– Nu skal vi flotte sæsonen godt af, og så glæder jeg mig allerede til næste sæson, hvor jeg er sikker på, at jeg både personligt, og vi som hold, kommer til at udvikle os rigtig godt.
Næste opgave for Emeka Nnamani og co. er onsdag aften, hvor AC Horsens gæster Lollands Bank Park.