Emeka Nnamani kan fredag aften få debut, når foråret åbnes med en udekamp mod NordicBet Ligaens førerhold.
Langt om længe er der endelig NordicBet Liga-fodbold på programmet igen, når Nykøbing FC fredag efter drager nordpå og besøger FC Helsingør, der pt. topper rækken.
Der venter derfor NFC en svær opgave, men også en opgave som den nye NFC-spiller Emeka Nnamani ser meget frem til.
– Den første kamp efter en lang pause er altid speciel, og det kribler virkelig i kroppen efter at komme i gang. Jeg glæder mig helt vildt til at trække NFC-trøjen over hovedet, og jeg er sikker på, at det bliver en god kamp for os, siger Nnamani, som er faldet rigtig godt til i NFC.
– Det har virkelig været nemt at falde ind på holdet. Vi spiller en form for fodbold, der falder mig meget naturligt, og jeg synes, at hele holdet har været rigtig gode til at integrere mig. Jeg er meget glad for min start i klubben.
Emeka kan fredag få officiel debut, men allerede nu har han spillet en række træningskampe. I sidste weekends interne træningskamp blev det til et mål, og nu håber den hurtige kant at tage selvtilliden med sig ind i NordicBet Ligaen.
– Jeg synes, at hele holdet har trænet rigtig godt i den her opstart, og jeg synes, at vi virker til at være et rigtig godt sted. Vi kommer ind til foråret med masser af selvtillid.
– Det var fint lige at få scoret i den interne kamp, og det tager jeg selvfølgelig med mig til kampen mod FC Helsingør. Alt i alt bliver det bare mega fedt at komme rigtigt i gang igen, slutter han.
Der er kampstart fredag kl. 19:00, og du kan som altid se kampen direkte på Viaplay, høre den på Radio Sydhavsøerne eller følge kampen via vores liveopdatering på Facebook.