
Nykøbing FC indtager syvendepladsen efter første halvdel af efterårssæsonen, men selvom præstationerne har været svingende, glæder Anders Due sig over at spille på et mandskab, der vil spille offensivt og underholdende fodbold.
Når Nykøbing FC går på banen, er det altid med tre point for øje. Sejren skal komme i hus via offensivt og underholdende fodbold, og den filosofi er en af grundstenene i Superliga2020-visionen.
Spørger man Nykøbing FC’s rutinerede venstrekant Anders Due, så er netop den spillestil da også vejen frem.
– Jeg har altid syntes, at fodbold skulle være underholdende. Vi vil selvfølgelig gerne vinde fodboldkampe, men hvis man kigger helt nøgternt på det, så er fodbold en underholdningsbranche, hvor det er vigtigt at give folk noget at komme på stadion efter. Det er alt andet lige sjovere at se på et hold, der spiller offensivt og underholdende fodbold, siger Anders Due, inden han fortsætter.
– Det er vigtigt at spille, som vi gør. Det ligger i vores DNA, og det er den filosofi, som vi har og tror på. Det er klart, at det ville være lettere at spille med mange mand bag bolden, og så spille på kontra, men det ville jeg ikke engang selv gide at se på. Jeg har heldigvis selv været forskånet for at spille på hold, der ikke ønsker at spille fodbold.
En svær spillestil
Nykøbing FC’s offensive udtryk kommer dog ikke af sig selv, og det kræver hårdt arbejde af alle implicerede for, at alle de taktiske komponenter skal spille sammen.
Anders Due erkender da også, at det offensive og underholdende system er et svært et af slagsen at spille til perfektion.
– Det er svært at spille, som vi gerne vil, men det er i vores DNA, og det er det system, der udvikler den form for spillere, som vi skal levere i fremtiden.
– Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi vil lykkes via den positive form for fodbold, som vi spiller. Man skal træne systemet virkelig meget, og folk skal også udvikle sig personligt for at kunne spille i det, men vi er rigtig godt på vej, fortæller Due.
Vores egen værste fjende
Den første halvdel af efterårssæsonen er så småt fortid, og Nykøbing FC indtager en syvendeplads.
Sæsonen har indtil videre budt på store præstationer, men også ærgerlige fejl, der har ført til nederlag.
Anders Due mener da også, at indledningen på sæsonen har været en svingende omgang, hvor Nykøbing FC dog har været sin egen værste fjende.
– Det har været halvt godt og halvt skidt, synes jeg. I mange af kampene, har vi spillet en god og en dårlig halvleg, og det havde jeg egentlig håbet, at vi var kommet væk fra. Vi knokler dog på, og vi er overbeviste om, at vi er vores egen værste fjende. Der er ikke nogen af de andre hold, som er bedre end os, når vi spiller op til vores bedste – det skal vi så bare have bygget på, at vi gør i længere perioder.
– Vores topniveau er rigtig godt og sikkert også på højde med det, som bliver spillet i rækken over os, men vores hidtidige problem har været, at når vi ikke lige rammer det, så er vi ikke ret stabile. Det skal vi arbejde på, og det kommer med mange træninger, hvor man skal lære at træne stabilt og godt samtidig med, at man får overført det til kamp, så vi altid kan præstere på et vist niveau, slutter Due.
Næste opgave for Anders Due og resten af Nykøbing FC er søndag, hvor Vendsyssel FF venter på udebane. Her kan du følge kampens via vores liveopdatering på Facebook.