Nicolai Dohn var efter dagens 4-2-nederlag til Fremad Amager selvsagt utilfreds, men erkender samtidig, at Fremad Amager var gode til at kende deres besøgelsestid.
Nicolai Dohn var tilbage i Nykøbing FC-startopstillingen til dagens kamp mod Fremad Amager efter, at han havde siddet ude i de seneste to kampe.
Midtbanespilleren fik dog ikke det comeback han havde drømt om, da det blev til et 4-2-nederlag – et resultat, der naturligvis frustrerer NFC’s nummer 17.
– Jeg har siddet ude i de seneste to kampe, og jeg havde virkelig en drøm om at komme ind og hjælpe holdet mod bedre resultater end på det seneste. Så det er rigtig frustrerende, at det ender sådan her i dag, siger Dohn, der føler, at Fremad Amager var kyniske i dagens kamp.
– Det er ikke mængden af chancer som Fremad Amager skaber, der er problemet i dag – det er størrelsen på dem. De er så store, at det ender med at koste mål, og det er ikke godt nok. Jeg føler egentlig, at vi i store dele af kampen er bedre end Fremad Amager, men de straffer os virkelig hårdt, og det er langt fra godt nok af os, at vi tillader det. Vi kan ikke pille ved resultatet, siger han.
Det er ingen hemmelighed, at det i øjeblikket ikke er den resultatmæssigt bedste periode for Nykøbing FC, men Nicolai Dohn er fuld af tro på, at holdet snart får vendt skuden.
– Det er en hård situation, men vi må arbejde videre og jeg mener helt bestemt, at vi psykisk er stærke nok til at overkomme den her tid. Det skal vi ud og vise allerede næste søndag, slutter Dohn.
Næste opgave for Nicolai Dohn og co. er en udekamp mod Thisted.