Nykøbing FC’s U19 og U17-hold var i fantastisk målhumør, da det i weekenden blev til storsejre. U15 var også i kamp, men tabte til Ledøje-Smørum.
Der var mange flotte hold- og individuelle præstationer, da Nykøbing FC’s talenthold i weekenden var i kamp. To af holdene gjorde sig især bemærket ved storsejre.
U19 fastholdte førstepladsen
Nykøbing FC’s U19-drenge har fået en flot start på sæsonen, hvorfor de før denne weekends runde indtog førstepladsen i Drenge Øst 1. Førstepladsen skulle søndag forsvares på udebane mod Frederikssund, og det blev den uden større slinger i valsen.
Nykøbing FC dominerede i første halvleg, men det var først efter pausen, at der kom hul på bylden.
Rasmus Nøhr åbnede ballet efter 54 minutter inden, at Simon Schultz 10 minutter senere kunne udbygge føringen til 2-0.
Nykøbing FC sad fortsat tungt på kampen og Calle Holluf samt Rasmus Nøhr lukkede og slukkede opgøret med scoringer til henholdsvis 3-0 og 4-0.
Sejren betyder, at Nykøbing FC fortsat indtager førstepladsen.
U17 sejrede med vilde cifre
Nykøbing FC tabte i sidste weekend førstepladsen til velkørende A27, men kom i den grad tilbage på sejrsporet, da de i weekenden besøgte Roskilde KFUM.
8-0 viste måltavlen efter kampen, og det skyldtes ikke mindst en forrygende holdpræstation, der blev krydret med det ene mønsterangreb efter det andet.
Nykøbing FC var foran med 3-0 allerede efter et kvarter, og det knækkede Roskilde-holdet, der måtte se Allan Chebli score fire mål, Junes El-Sayed tre mål og Oliver Baltzer sætte sidste scoring i nettet kort før slutfløjt.
Med den flotte sejre indtager NFC 2. pladsen i Drenge Øst 1 – ét point efter førerholdet fra A27.
U15 tabte til Ledøje-Smørum
Der ventede Nykøbing FC’s U15-hold en svær modstander, da rækkens nummer to, Ledøje-Smørum, torsdag aften ventede på udebane.
Sjællænderne spillede en flot kamp, og i første halvleg kom de da også foran med 1-0.
Kort efter pausen blev det 2-0, og Nykøbing FC formåede ikke at komme tilbage i kampen. Topholdet moste på, og endte med at vinde kampen 4-0, hvorfor NFC’erne i denne omgang måtte nøjes med at blive god erfaring rigere.
Det kommende program:
Lørdag d. 28/9: FB – Nykøbing FC U15, kl. 11:15, Kunstbane på Jens Jessens Vej.
Lørdag d. 28/9: Nykøbing FC U19 – Farum BK (2), 15:00 i NFC Syd.
Søndag d. 29/9: Nykøbing FC U17 – Vanløse, Kl. 13:30 i NFC Syd.