
Brian Rasmussens U19-drenge tog en vigtig sejr i topstriden, imens også U17-holdet var i aktion i weekenden.
Både U19 og U17-talentholdet var i aktion i weekenden, og her blev det henholdsvis til en sejr og et nederlag. U15-drengene sad over i weekenden.
U19 hænger på i topstriden
Nykøbing FC’s U19-mandskab havde lørdag besøg af AB 2, og det var med et frisk 3-2-sejr over Slagelse i hukommelsen.
Selvtilliden fra det opgør blev taget med i NFC Nord, hvor Nykøbing FC hurtigt satte sig på opgøret og efter 16 minutter bragte sig foran ved Frederik Langkilde.
Glæden varede dog kort, da AB 2 allerede minuttet efter fik udlignet.
Brian Rasmussens talentfulde drenge knoklede dog ufortrødent på og efter 36 minutter kom de på ny foran, da Anders Rasmussen udnyttede Mads Bjergs oplæg.
Dermed gik Nykøbing FC til pause med en smal 2-1-føring.
AB kom stærkt ud efter pausen, og de fik hurtigt udlignet til 2-2. Hjemmeholdet nægtede dog at smide point, hvorfor de små 10 minutter senere atter kunne bringe sig i front – denne gang ved Alhaji ’Papa’ Faye efter oplæg af Bastian Jensen.
Det blev ikke til flere mål i NFC Nord, hvorfor Nykøbing FC kunne notere tre vigtige point i bestræbelserne på at holde trit med Vanløse på førstepladsen. NFC indtager nu 2. pladsen – to point efter Vanløse og med en kamp mere spillet.
U/19 Drenge Øst 1
Nykøbing FC – AB 2 3-2 (2-1)
Mål: 1-0 (Frederik Langkilde 16. min.), 1-1 (17. min), 2-1 (Anders Rasmussen, 36. min), 2-2 (52 min), 3-2 (Alhaji Faye 61. min)
U17 kunne ikke vælte BSF’s betondefensiv
Lars Koks U17-mandskab drog søndag til Ballerup, hvor BSF ventede i en kamp, hvor tre point var vigtige for at hænge på i toppen af Drenge Øst 1.
Nykøbing FC kom til kampen med tre sejre på stribe, men den stime sluttede desværre i weekenden, da en solid BSF-defensiv flot stod imod.
De unge NFC’ere pustede og prustede mod BSF’s defensiv, men værterne stod godt imod, hvorfor det på trods af flere store tilbud aldrig blev til mål.
Det udnyttede hjemmeholdet i stedet på kynisk vis, da de scorede til 1-0 efter et hjørnespark kort før tid, og så måtte Nykøbing FC desværre rejse hjem uden point.
Dermed indtager U17-mandskabet nu femtepladsen i rækken.
U/17 Drenge Øst 1
BSF – Nykøbing FC 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 (73. min.).
Det kommende program:
Lørdag d. 27. oktober, Kl. 13:00: Nykøbing FC U17 – B93 2 i NFC Syd.
Lørdag d. 27. oktober, Kl. 13:00: HIK – Nykøbing FC U15, Kunst HIK.
Søndag d. 28. oktober, Kl. 15:15: Herfølge BK 2 – Nykøbing FC U19 på Herfølge Stadion.