Nykøbing FC U15-hold rundede søndag sæsonen af med en overbevisende 6-0-sejr. Dermed blev der sat et flot punktum for NFC-talentholdenes efterår.
U15-drengene skulle søndag middag forsøge at lukke 2019 ned med en sejr mod rækkens nummer seks, FB.
Der var aldrig tvivl om kampens udfald, og årets sidste U15-kamp blev en ren opvisning af de unge ’bjørne’, der samtidig viste stor alsidighed med hele seks forskellige målscorer.
Allerede efter 20 minutter stod den 3-0 til Nykøbing FC. Niclas Foged Hansen scorede til 1-0 inden, at Noah Holm og William Lohse udbyggede føringen til henholdsvis 2-0 og 3-0.
NFC-dominansen fortsatte efter pausen. Elias Friedrichsen og Frederik Malmskov gjorde det til 4-0 og 5-0 inden, at Magnus Nykjær i slutfasen cementerede sejren, der dermed kom til at lyde på hele 6-0.
U15-holdet sluttede derfor sæsonen af på fornemmeste vis, hvorfor de slutter på fjerdepladsen i deres række efter syv sejre i 14 kampe.
Et flot U-efterår
U15’s 6-0-sejr er meget kendetegnende for et flot efteråret for Nykøbing FC’s talenthold.
U19-drengene vandt deres række, Drenge Øst 1, da de på sidste spilledag snuppede førstepladsen.
U17-drengene har tromlet det meste modstand, men måtte nøjes med en andenplads efter A27, der endte med ét point mere. Til gengæld er U17 i pokalkvartfinalen, hvor FC Roskilde venter i marts. U17-mandskabet er desuden sponsoreret af Danske Bank.
Endelig rundede U15-holdet som bekendt sæsonen af med en sejr, hvorfor de endte som nummer fire i U15 Drenge Liga 2.
Både U19 og U17-holdet har desuden skabt stor underholdning, da de via den specielle NFC-stil har spillet teknisk besnærende, offensivt og fremfor alt underholdende fodbold. De er således begge det mest scorende hold i deres rækker. Også U15 har budt ind på denne front, da de har snittet hele 2,9 scorede mål pr. kamp.