Læs reaktionerne fra spillerne efter dagens flotte 4-1 sejr over Jammerbugt FC.
Mathias Kristensen:
– Et brændt straffespark er dårligt uanset, hvordan du vender og drejer det. Vi starter kampen godt og får lagt et stort tryk på dem, som vi gerne vil, men vi kommer desværre ikke foran.
– De scorer så lige bagefter, og det sætter os selvfølgelig lidt hos os. Vi følte ikke, at de havde været særligt meget inde i kampen, så det var pisse irriterende.
– Vi fik en velfortjent skideballe i pausen, og vi fik rettet de ting, der skulle til. Det synes jeg kom meget godt til udtryk i 2. halvleg.,
– Jeg tog et løb ind mellem forsvar og målmand, hvor bolden bliver serveret perfekt. Jeg søger bolden, og får både headet med næsen og får en støvle i ansigtet af en Jammerbugt-spiller, men den gik ind. Det er ikke noget, som jeg mærker noget til nu.
Nicolai Jessen:
– Det var en frustrerende første halvleg, men jeg synes, at vi kommer ud i anden halvleg og får sat kampen i et tempo, hvor de ikke kunne være med i dag.
– Der kommer en lang bold fra Storch til ’MK’, der som aftalt snitter den videre til mig. Så tager jeg bolden med, sender forsvarsspilleren ud efter pølser og smider bolden over i det lange hjørne.
Mathias Gehrt:
– Vi kæmpede med at skabe chancer i første halvleg, men vi fik dem meget ud at løbe efter bolden, og det tror jeg også kom til at betyde meget i anden halvleg, hvor de så lidt flade ud til sidst.
– Vi har prøvet mange gange, at modstanderne står dybt mod os. Det er som om, at de ikke tør gå højt på os, fordi de ved, at vi kan gøre ondt på dem, hvis de efterlader bagrum.
– Da vi for alvor kom i gang i anden halvleg, synes jeg, at vi fik vist, at vi er et bedre hold end Jammerbugt. Det var en klasse anden halvleg og rigtig godt kommet tilbage.
– Vi arbejder hele tiden på at skabe flere chancer, når vi har et så stort spillemæssigt overtag, men i sidste ende, så er det de tre point, der tæller, og dem tog vi heldigvis i dag.
Næste opgave for Nykøbing FC er onsdag, hvor FC København venter i Sydbank Pokalen. Der er stadig billetter at hente på nfc.eventii.dk.